Til Dig paa Evighedens Trone
Mel. Hvo ikkun lader Herren raade.
Mel. Hvo ikkun lader Herren raade.
Til Dig paa Evighedens Trone,
Alfader! hæver sig vor Sjel.
Du signer hver en Verdens Zone
Med egen Rigdom, eget Held:
Og tusind Sprog lovsynge Dig
Paa Jorden, som i Himmerig.
Skjøndt Krigens Torden trindtom brager,
Du pryder end vort Fædreland
Med Blomstereng og guldrig Ager,
Og høje Skov, og yndig Strand.
Dit rige Væld, vor gode Gud!
End aldrig, aldrig tømtes ud.
En sjelden Vaar vi saae nedsvæve
Med Himlens yndefulde Pragt;
Og hørte Dal og Høje bæve
Af Jordens Lovsang om din Magt.
Da vakte Vaarens rige Haab
Og Folkets fromme Fryderaab.
Dig Tak og Pris! Din Høst har atter
Os skjenket meer, end dagligt Brød;
O! Du, som ingen Seraph fatter,
Du lægger Kraft i Jordens Skjød:
Hver Gave fra din Faderhaand
Modtage vi med barnlig Aand!
Det uopfyldte Haab ej klager;
Vor Næste trøster os saa glad.
Dit Folk, Alfader! ej forsager:
Du skjermer Konge, Land, og Stad!
For al din Godhed Jehova,
Vi prise Dig! Halleluja!