Fem Stedmodersblomster lig sorten Kul
med småbitte Hjerter af skinnende Guld;
fem snehvide Roser, nys åbnede let,
en flygtende Stjerne har over dem grædt.
Jeg sanked de sjældneste Blomster, jeg såe.
Så bandt jeg dem sammen med silkeblødt Strå.
Nu lægger jeg dem ved Kirkesti,
måske hun dem ser, naar hun vandrer forbi.
Og ser hun dem, nænner hun vistnok ej
at lade dem visne ved alfare Vej.
I Bæltet hun fæster den sorthvide Pragt
og drømmer om den, der har Blomsterne lagt.
1893