Den hvide Sne og den brune Hede,
den susende Vinterstormvinds Vrede, —
Den hvidblå Himmel, den gule Måne,
de Klitter, jeg ser langt borte blåne, —
Min egen Skygge mod Måneskæret,
Vildgæssenes Skrig dernede fra Kæret, —
Ensomheden, hvori jeg vanker,
mit Hjerte, der sært uroligt banker, —
Alt gør mig sorgfuld og gør mig bange;
jeg er den vejvilde Vinters Fange.
Jeg skulde fremad de mange Mile,
men lagde heller mig her til Hvile,
Og lod den susende Stormvinds Vrede
i Blund mig synge på vilden Hede.
1892