NYT Nordisk Forlag har opfordret mig til at udvælge og oversætte en Samling engelske Kærlighedsdigte, og jeg har med Glæde fulgt Opfordringen. Et sådant Udvalg, gjort med blot nogenlunde Forstand, kan ikke undgå at rumme en Række af de ypperste Digte, som overhovedet findes. Hvis Oversættelsen gør Fyldest, åbner den for en Verden af Skønhed, som ellers for den almindelige danske Læser er lukket. Og til de almindelige Læsere hører i denne Sammenhæng Mesteparten af dem der har lært noget Engelsk; det er nemlig for lidt til med Udbytte at læse Shakespeare eller Browning på deres eget Sprog. Jeg kunde for så vidt lade mit Arbejde tale for sig selv; det bliver dog andres Sag at skønne, om det er lykkedes. Dog vil jeg gerne sige et Par Ord om de Grundsætninger, jeg har fulgt.
Jeg lader Sidney indlede, fordi han for mig, som for de fleste af sine Landsmænd, står som det moderne Englands første egentlige Lyriker. Og jeg slutter med Swinburne, fordi han slutter et Afsnit, det prærafaelitiske, hvis Afløsning har sine Førstemænd levende endnu. Skulde jeg have taget nu- levende Digtere med — hvad der fristede — vilde Bogen være bleven for stor. De halvfjerde Hundredår, Sidney-Swinburne, står i Virkeligheden også med skarpt Skel både frem og tilbage. Bag dem ligger det lille England; på denne Side står England som Verdensmagt, det britiske Imperium. Og om end den erotiske Lyrik mindre end al anden Digtning er tidspræget, føles dog tydeligt, også i dens Ånd og Udtryk, så dybtgående Forandringer i Livsvilkår og Tankesæt.
Udenfor den givne Tidsgrænse har jeg søgt Emnets og Formens Mestre, de største, de store og enkelte små; de, hvis Digte, ofte kun få eller et enkelt, har et Indhold så oprindeligt, et Udtryk så frigjort og fast, at Årene og Hundredårene ikke væsenlig har kunnet svække deres Livskraft. Mange i sin Tid højt berømte Talenter falder hermed udenfor; blandt dem også en så glimrende Verskunstner som Thomas Moore, hvis erotiske Lyrik har et Overmål af musikalsk Form, men savner den musikalske Sjæl.
Af senere Digtere som Poe og Browning har jeg medtaget enkelte Digte, der efter mit Skøn snart vil visne; jeg har gjort det, fordi disse Digte viser et virkeligt Mesterskabs Overdrivelse, altsaa dets Grænser (»Til Helen«; »Det sidste Ridt«), Jeg har overhovedet hos hver enkelt Forfatter udvalgt ikke alene de efter mit — indskrænkede — Kendskab og Skøn smukkeste Digte, men tillige de mest særegne.
Hvor gennemført sproglig Pastiche eller Landsmål krævedes til fyldestgørende Gengivelse, har jeg ladet Opgaven ligge, fordi jeg ikke magtede disse Midler. Men der vat andre Digte, som jeg ikke magtede at gengive, fordi mit Sprog ikke magtede det. Dansk er i Prosa et vidunderligt Sprog at arbejde med, djærvt eller blidt, stenet eller blomstret, som dit Sind vil, overmåde bevægeligt og følsomt, rigt på de fineste Afskygninger; istand til at sige mange Ting på een Gang, Tone under Tone; og til at løfte og slå. Men i Ordforråd kommer det meget tilkort overfor Engelsk, som jævnsides Kinesisk er Jordens rigeste Sprog, og i sin Rigdom mangfoldigt som intet andet. Først blandet af Keltisk, Latin, Angelsaxisk, Dansk og Fransk; siden atter gennemtrængt med Latin og Græsk; frisk fornyet af egne Landsmål såvelsom af Skotske, Irske og Walisiske; gennemhamret med tekniske Udtryk fra Skibsfart og Industri; øget med den ene Skibsladning Ord efter den anden fra Indien og Amerika, Ægypten, Australien og Kina; smidigt nok til at optage alle disse Tilskud, stærkt nok til at farve og forme dem efter eget Behov; så trofast, at det den Dag idag bevarer Former fra Kong Alfreds og Knud den Stores Dage digterisk levende; og dog gennem sin stadige Rullen Kloden rundt i praktisk Øjemed frigjort for alt overflødigt Omsvøb i Kasus, Konjugation og Syntax! Intet Sprog har så mange Ord at råde over og vælge imellem; intet har så mange knudret vægtfulde og klart afslebne Udtryk for samme Ting og Tanke.
Allerede dette er for Oversætteren en stor Vanskelighed. En endnu større Hindring for den, som skal oversætte engelsk Poesi til Dansk, ligger dog i det danske Sprogs Fattigdom på Rim. En Mængde af de poetisk mest uundværlige Ord har på Dansk helt få, eller kun et enkelt, eller slet ingen Rim, hvor de på Engelsk har ti, tyve eller måske hundrede. Man jævnføre blot mig og dig og du med me, thee, thou og you; Elskov og elske med love; leve og dø med live og die; Søvn og Hav med sleep og sea.
Hertil kommer vore ulyksalige tonløse e’er, vore ende’r og else’r, som haler danske Ord ud i to og fire Stavelser, hvor de engelske klarer sig med een. Blot en sådan Ting, som at det paa Engelsk hedder fly, på Dansk Flue, gør det muligt for den engelske Digter i tre små Strofer at fange 17 forskellige Fluer, hvor hans danske Oversætter må nøjes med 7 for det dobbelte Slid. Og hvis det nu ikke er Fluer, det gælder om, men Følelser, Tanker? Enhver forstår, hvad det vil sige at skulle deltage i Konkurrencen med så ufuldkomne Redskaber, en så indskrænket Driftskapital.
»Svært så han undskylder sig!« siger min gunstige Læser. Jeg fremfører disse Kendsgerninger til Oplysning, ikke for på Forhånd at undskylde mit Arbejdes Mangler. Tværtimod. Jeg stiller selv de strengeste Krav til lyrisk Oversættelse og ønsker mine egne Forsøg bedømt derefter.
Grundkravet er dette: Digtet skal stå, som var det af sin
Mester digtet i Oversætterens Sprog. Således har Niels Møller oversat fra Engelsk og Græsk; Thor Lange fra disse og talrige andre Tungemål.
Herefter vil det i enkelte Tilfælde være berettiget at afvige fra Originalens Ordvalg, Rytme og Billedsprog. Hverken en Keats eller en Browning kunde på Dansk have brugt Ord, som ikke er til, Rim og Rytme, som overstiger det danske Sprogs Evne. Men disse Afvigelser bør være så få som muligt. Hvor det er nødvendigt at give Afkald på et af Originalens Virkemidler, må det i hvert enkelt Tilfælde mindst væsenlige ofres; det kan snart være Rimet, snart det enkelte Ord, sjældnere bliver det Rytmen. Og den bortfaldne Enkeltvirkning må af Oversætteren erstattes med en ny, således at Oversættelsens Helhedsvirkning så nøje ligt gengiver Originalens. Det hænder, at selv det ypperlige Digt har en eller anden Svaghed; i så Fald er det tilladt at fjerne den. Men det er utilladeligt at offentliggøre en Oversættelse, der i væsenlig Grad forringer Helheden.
Ud fra sådanne Grundsætninger ønsker jeg dette Arbejde kritiseret af de kyndige — hvis overhovedet nogen af de kyndig i disse politiske og sociale Omvæltningstider har Stunder tilovers for Kritik af en så fredsommelig lille Bog. Denne har ialtfald to Fordele: Dens Digtere er døde, hvilket i nogen Grad undskylder deres Existens; og de er udenlandske, hvad der på Forhånd vækker den Sympati, som også Kritik har Brug for. Hvis nogen går disse Vers efter i Sømmene, vil de opdage, at jeg kun sjældent — for mig selv forbavsende sjældent — har måttet ændre Rytmen. Tiest er det sket således, at et mandligt Rim, hvoraf vi har forholdsvis få, har måttet vige Pladsen for et kvindeligt; dem har vi nemlig mange af. Ikke nogen ligegyldig Ændring; men giver den i somme Tilfælde Tab, kan den i andre give Vinding.
I et enkelt ældre Digt, Cowper’s »Til Mary«, har jeg strøget de to sidste Strofer, der kun svækkede. Ellers har jeg — med dyb Afsky for den bogstavelige Præcision, som er digterisk upræcis — gjort mig al mulig Umag for levende Gendigtning af Originalens Ånd og Kunst.
I denne ganske uvidenskabelige Antologi vilde det være urimeligt at indlede med Biografier. Og fuldkommen umuligt vilde det være mig på nogle få Sider at skrive nogetsomhelst af Værdi om et Udvalg, der spænder fra Sidneys og Shake» speares Sonnetter til Elisabeth Barrett Brownings, fra Edgar Poes raffinerede Versmusik til Swinburnes,fra så pure Lyrikere som Burns, Keats og Shelley til en Tankedigter som Robert Browning.
Men selv har jeg haft stor Glæde af påny at fordybe mig i det engelske Sprogs rige Poesi, og gøre det så grundigt, som Emnets Indskrænkning tillod, og min Opgave tvang mig til. Og det er mit Håb, at adskillige danske Læsere vil have en lignende Glæde af min Gendigtning. Ja, måske de endog — som jeg selv — vil finde det muligt at lære et og andet af denne Kærlighedsdigtning, hvor ialtfald to Kvinder står som de bedste Mænds jævnbyrdige, og hvor Gang efter Gang, gennem disse halvjjerde hundrede År, Ånd og Kunst er sammensmeltede til fuldkommen Poesi. Det er ikke blot Formens Fasthed vi har Brug for at lære af; det er også Sindets. Og vi kan det; just af den engelske Digtning kan vi naturligt lære, fordi vort Sprog, trods al Forskel, i det engelske genkender sin egen Gangart, sin egen spillende Ligevægt, sin egen frugtbare Modsætning mellem Ordfod og Talefod, og fordi vort Sind i det britiske Sinds rige Brydning mellem Selvhævd og Lovlydighed genkender sin egen Grobund.
Birkerød, August 1919.
VALDEMAR RØRDAM