Holger Drachmann!
9ende Oktober 1906
9ende Oktober 1906
Lærken højt imod Sky sig svang
mødte Solen og stod og sang
straalende Sange fra Reden,
skjult i Agren og Heden.
Maagen skreg over Skum og Sprøjt
— Lav var Himlen og Havet højt —
bragte til Danmarks Strande
Bud fra de store Vande.
Nattergalen, som kom fra Syd,
fyldte Natten med lønlig Fryd.
I de slumrende Skove,
kunde den ikke sove.
Friske Vinde og Bølgebrus,
Fuglesange og Bladesus,
Hvisken i blomstrende Enge,
dirrer fra Danmarks Strenge.
*
Lys, som smiler i Pigens Blik,
er som en Tone af sød Musik.
Elskov, der fryder og piner,
synger, som Violiner.
Sange ejer den milde Kvæld,
Nattens Lys er et Tonevæld.
Nynner langs lønlige Stier
drømmende Melodier.
Straaler, der bryder en Uvejrsmur
er som om Englene blæser paa Lur,
sprængende Mørke og Vildhed,
aabner for Himmelens Mildhed.
Mildhed! Saa sælsomt et Øjeblik
fyldt af en liflig og fjern Musik.
Solguld, som Skyerne kroner.
Hør dog — hør hvor det toner!
Dagen har Klange, som gør den rig
Arbejdslarmcn og Raab og Skrig.
Byen, der summer og brummer
klinger som Pauker og Trommer.
Funklende, flammende Vin i Krystal
Spillemand spil i den festlige Hal!
Sangen skal funkle og flamme
Vin og Musik er det samme!
Stjernernes majestætiske Gang
gennem Rummet er Orgelsang
og med Aartusinders Tunger
Evighedsklokkerne runger.
*
Du som har sunget om Vaar og Høst
fandt deres Klang i din egen Røst;
alle de skiftende Dage
sang deres Jubel og Klage.
Du som har sunget med Livets Røst,
lyttede tavs til dit eget Bryst.
Hørte det store Orkester,
lytted og blev til Mester.
Lad det da tone det dyre Spil.
Mændene studser og lytter til.
Kvinderne kommer i Klynger.
Det er Danmark, som synger.