Det suser trist
i de mørke Kroner
og fra den nøgne Kvist
de sidste Blade falder
med sagte Raslen, som naar Syge raller.
Nu er det Dødens dybe Sang, der toner.
Den øde Jord er bleven kold og vaad
som Kinden paa en elsket Død af Graad.
Og vi kan knap nok skimte
en Stjerne glimte.
Ak det er ikke Høst, men Efteraar
den trætte Sjæl paa sine Veje møder.
Naturen sygner og forbløder
af sine dybe Saar.
Dybt inde fra Taagen,
hvor ingen træder
fra det store Øde
hører jeg Stemmer.
Er det de døde,
som vi glemmer
der græder?
Eller taler de, hvisker de dæmpet og mildt
Der leves og lides,
der elskes og strides.
Der ødes, forblødes
— vi mødes!
Ak Efteraar, naar Naturen dør.
Du kendte og elsked dets lønlige Vej.
Nu har det svøbt sit Taageslør
om dig.