Det var en Nat i Maaneskin,
da jeg fik Lyst at træde ind
i Verden fra det Fjerne.
Jeg hvisked: »Far! Tillad mig, Far!
opfyld den Fordring, som jeg har.«
Han svared: »Ja, saa gerne.«
Og straks mit Ønske Ord for Ord
han hvisked sagte til min Mor,
som netop var tilstede.
Og hun blev hvid — saa bleg og hvid,
og hun blev rød paa samme Tid
og svared: »O, med Glæde.«
Saadan kom jeg i Verden ind
af egen Vilje, eget Sind.
Jeg priste højt min Lykke.
Men Folk de gren, de smel og gren:
»Han tror, han kom paa egne Ben,
det var en sælsom Nykke.«
Og der var en, som skoggerlo:
»Din Vilje jo! ja, Du kan tro,
den bliver snart en Kryster:
Den Dag Du dør, er Viljen skør«.
Da svared jeg: »Jeg dør ej, før
min egen Vilje lyster.«
Forleden faldt der ned en Sten,
som knuste alle mine Ben,
der smukt begravne bleve.
»Men det forstaar sig selv, at naar
man store Sten i Ho’det faar
saa vil man ikke leve.«