Vi gik og drev langs med Bækken,
som muntert leged Tagfat,
den funkled som Klingeæggen,
den skar gennem Siv og Krat.
Vi gik og drev langs med Bækken,
og det var en Julinat;
det dufted saa sødt fra Hækken,
den bar paa sin Blomsterskat.
Det dufted saa sødt fra Hækken,
og Maanen var stor og fuld.
Vi gik og drev langs med Bækken,
som sitred i Sølv og Guld.
Han talte om mangt og meget.
Han talte sig glad og hed,
om Haab, der var vokset og steget
af hvad han døj ed og led.
Han talte om mangt og meget,
jeg stirred i Jorden ned.
En Skygge af Skuffelser bleget,
jeg fulgte ham Fjed for Fjed.
Skuffelser havde mig bleget,
han havde saa sikker Tro,
Aldrig havde han sveget.
Jeg trak paa Skuldren og lo:
Du svirrer om Lyset som Myggen.
Haahaa! Det er farlig Sport.
Jeg holder mig rolig i Skyggen,
der kommer jeg ikke til kort.
Da saa jeg, han rettede Ryggen,
han ligned den stolte Hjort.
Jeg fulgte efter som Skyggen,
der ikke kan liste sig bort.
Da saa jeg, han skalv i Ryggen,
han skalv fra Hoved til Fod,
og dengang han talte til Skyggen,
da klang det, som risled der Blod.
»Jeg skal male dig Natten, den triste,
saa du ved ej din arme Raad.
og Maanestraaler, der liste
til Sindet som bristende Graad.
Jeg skal male, hvad slet ingen vidste
om Glæden og kongelig Daad!«
— Han skalv, som skulde han briste,
og Kinden var varm og vaad.
Han skalv, som skulde han briste
for Sjælens smertende Trang.
— »Jeg skal male, hvad slet ingen vidste!
Hver Nerve sitred og sang.
»Jeg skal male de funklende Stjerner,
saa Sjælene vider sig ud.
Jeg skal male dig Himlens Stjerner,
saa du føler dig selv som en Gud.
Jeg skal male de kærlige Stjerner,
de bringer fra Himlene Bud.
Der spindes i Menneskets Hjerner
de Traade, som binder til Gud.
Der sitrer fra Menneskets Hjerner
til Himlen en Vellyststrøm.«
Han stirred paa Nattens Stjerner,
henrykket og smuk og øm.
Haahaa. Jeg tror skam du flæber,
du gaar her og slipper dig løs.
Taarerne klistrer og klæber,
du er dog en voksen Knøs.
Der gaar skam Fyren og flæber,
som var han en tolvaars Tøs.
— Smilet var paa mine Læber,
men lønlig jeg frøs og gøs.
Smilet var paa mine Læber,
Men lønlig jeg led og stred.
Haahaa! Der gaar han og flæber!
Misundelsen bed og sved.
Da vaagned jeg op af min Slummer,
og Graaden fured min Kind;
fra Sjælens Kilder og Kummer,
den rislede mild og lind.
Jeg vaagnede op af min Slummer,
(den var baade klar og blind),
det var den sødeste Kummer,
som bævede dybt i mit Sind.
Det var den sødeste Kummer
med Sol og med frugtbar Jord,
som Digterfrøene rummer,
saa Blomster syngende gror.