Sophus Claussen
(1915).
(1915).
Paa dit Held og til din Ære,
som Septembersol forgylder.
Kære, sære, stundom svære,
drilske troldske Sprogfortryller.
Aanden paa den brede Bane
har en slap og haanlig Mine,
Mor hed: Flane, Far hed: Vane,
Aanden hedder selv: Rutine.
Du har valgt dig friske Stier,
Genvej, Omvej, Gemmeveje,
hvor der slumrer Melodier
for dit danske Stemmeleje.
Ikke til den brede Bane,
vanebunden og forsvoret.
Heller i et Vildnis ane
Gaaden, som vi er paa Sporet.
Perlestukken, silkebroget
Troldmandskappe skal du bære.
Du har vævet den af Sproget
til dets Held og til dets Ære.
Varmet af din muntre Lues
Straaleleg i Livets Mylder,
løfter jeg din friske Drues
røde Blod, som Sol forgylder.