Forund mig Gud at glemme
Foragtens kolde Stemme,
som hvisker i den bitre Nat,
at alt er tomt og Gudsforladt.
Forund mig Gud at glemme.
Forund mig Gud at sove,
i Dine dybe Skove,
og hvile trygt i Nattens Arm
og die Kraften ved dens Barm.
Forund mig Gud at sove.
Forund mig Gud at skue
din Klarhed og din Lue.
Om ogsaa kun et Nu, saa véd
jeg, at det Nu er Evighed.
Forund mig Gud at skue.