Hvor faar vi mange Venner blandt de Døde.
En efter en gaar bort og skjuler sig.
Stumme og blege i det store Øde.
Fjerne og dog saa nær ved Alfarvej.
Der hvor vi færdes kan vi stundom støde
paa Skyggerne. Et Flagermusestød
opjager Anelser om alles Brøde.
Hvorfor just han? — Hvorfor er du ej død?
Se Huset der. Som før! Dog sælsomt øde!
Vi standser tungt og aabner vi dets Dør,
saa gaar den tavse Tomhed os imøde,
hvor Smil og Haandtryk tog imod os før.
Den store Billedgobelin er revet
og bidt itu af Tidens Gnavermund,
men kun de Gamle ser vor Saga skrevet
med sorte Pletter paa en broget Bund.
Sligt skjules let. Og de, der lod sig føde,
lidt senere, bemærker ingenting.
Den store Stoppekone veed at bøde.
Har nok af Garn og Traad og rappe Sting.
* * *
Men der er et, som jeg maa gruble paa,
et Gaadespørgsmaal haardt og graat af Ælde.
Hvorfor de store Levende er smaa,
imens de Døde vokser tavst i Vælde?