Abels Sang.
(Af Kain og Abel.)
I.
Eja for Solen,
den mægtige Herre,
min Fader og Ven!
Jeg bader min Krop i dens Lys.
Jeg strækker mine Arme mod den.
Men mine Øjne ejer dens Glans.
Eja for Jorden, som lever i Lyset
med Skove og Søer og Blomster og Græs.
Dyrene hører min Røst, naar jeg kalder.
Fuglene synger og lærer mig Toner.
Eja for Jorden, som lever i Lys!
Eja for Himlen, hvor Solen har hjemme
og Maanen og alle de skinnende Stjerner.
De flygter som Hinder, naar Dag stormer frem.
Natten er stor; men jeg frygter den ikke.
Maanen og Stjernerne er mine Venner.
Straalerne falder som Regn paa mit Hjerte.
Eja for Himlen! Himlen er stor.
Eja for Dagen og Eja for Natten.
Eja for Dagen, som kommer imorgen.
Eja for Kvinden, som kom over Kløften,
mere end Solen og mere end Stjernerne.
Hollahej. Hollahej.
Ven af mit Blod.
Ainos Sange.
(Af Solsang.)
II.
Morgenrøden kyssede mine Øjne og min Pande.
Med et faderligt Kys kyssede den mine Øjne og min Pande.
Men dens Kys var friskt, som en ung Piges Læber.
Og den hviskede i mit Øre: Aino! Aino!
Solen vil tale til dig. Bered dine Øren!
Morgenrøden kyssede mine Øjne og min Pande.
O, aldrig glemmer jeg dette Kys.
Og som jeg aabnede mine Øjne, var Solen hos mig.
Tæt ved mig, foran mig, der, hvor jeg laa.
Og Solen opløftede sin Røst og talte:
Aino, Solens Søn! Se, jeg er din Fader!
Men jeg strakte mine Arme imod den.
Fader. Se, jeg er din Søn. Mine Øren lytter.
Og Solen opløftede sin Røst og talte:
Aino! Du som følger mig. Du skal følge mig længere endnu.
For jeg vil vise dig alle de Ting, som er paa Jorden.
Jeg vil vise dig Bjergene og Skovene og de store Vande.
De store Vande skal ikke være fremmede for dit Blik.
Og Solen vedblev at tale: Aino, Solens Søn!
Alt det, som kan sees, skal du se.
I Dybden og i Højden. Det fjerne og nære.
Og jeg strakte mine Arme imod den.
Fader, Fader, du fylder din Søn med en stor Glans.
Og Solen opløftede sin Røst og talte:
Hvorfor tror du, jeg vandrer over Jorden
uden for at vise Mennesket alle de Ting, som er.
Men mig selv skal du ikke finde, for jeg har intet blivende Sted.
Men du skal finde mig i din Sjæl, som er min Sjæls Barn.
Og jeg strakte mine Arme imod den.
Fader, Fader. Sandelig jeg føler i min Sjæl, at jeg er kommen fra dig.
III.
Naar Solen synker i de store Vande
og Græsset er vaadt af glimrende Draaber
og Blomsten lukker og bøjer sin Blomst,
da flyver Fuglen med Hast til sin Rede.
— — —
Aino er ene!
Den springende Hjort er træt af at springe
i store Skove.
Den hviler hos Hinden.
De kender hinanden
i store Skove.
— — —
Aino er ene!
I flyvende Fugle,
I springende Hjorte.
— — —
Aino er ene!