Ej er Din Farve frisk som før,
smaa Rynker kom ved Øjet.
Og Angst, Du ikke kente før,
har stundom Nakken bøjet.
Men end Profilens Linjer har
en ung og dristig Ynde.
Og Stemmens Klang er sød og klar;
men nøjes med at nynne.
Og end er Længsel om Din Mund
og Blikket tungt af Sødme
som Sol, der gød ved Aftenstund
sin smertefulde Rødme.
Oh! Flammehed, den sidste Lyst
det vilde Hjerte føder,
som Skoven i den syge Høst
i Feberfarver gløder.
Thi Smilet er en Tornekrans,
Dit Blik en Ligfærdskerte,
der lyser Dig fra Dagens Glans
til Nattens dunkle Smerte.