Erindrer du det Sted i Skovens Taage . . .
Vi kom mod Aften til et gammelt Hus,
forladt, forglemt, balvt sunket hen i Grus.
Saa hæst den skreg, den rustne Havelaage.
Den var kun vant til Lyd af Træer der vaage,
evindeligt, i vage, lange Sus,
til ulden Puslen af Tusmørkets Mus,
til Skovens Døgn der dumpt, eenstonigt koge . . .
Det laa saa skummelt, skjult af svære Trær.
Nu yngled Dyr og vilde Planter dèr,
i Mørket af den tæt tilgrode Have.
Vi saa i disse Stuers Øde ind:
Usikkert sived Skær af Maaneskin.
Saa dystert gabed de som aabne Grave.