O Bruges, besynderligt dit Minde hvisker
et Steds, hvor der er Aften i mit Sind.
Dit Navn: en Aandelyd af blege Blade
i Dis af et Oktobers Maaneskin . . .
Jeg kom jo til dig fra en By hvor Livet
blænded, bedøved i en Feberens Luft.
Du skænked straks mig, i en natlig Time,
din dybe Drøm og al din Dødens Duft . . .
Fortryllet vandrede jeg langs Kanaler,
Fuldkomment lydløst hvide Svaner gled.
Saa stor en Stilhed, som var Sjælen steget
til Underverdnens sorte Styxflod ned.
Jeg mødte ingen Levende, blot disse
hvide Fantomer som hypnotisk flød
paa ubevægelige Vandes Spejle.
Een Lyd kun den totale Tavshed brød:
Et Klokkespil hvis tonedraaber drypped,
sænked sig over dette Søvnens Hjem.
Men mørkere, og mere mægtig, voksed
Tavshedens Stad af disse toner frem.
Det isnede saa sødt, saa blidt at lytte
til disse tunge Tonedraabers Fald.
Det var som hørte man dem sagte møde
Kanalernes mulmslørede Krystal . . .
Tiden fortalte at ogsaa her den hersked!
Men genfærdsagtig, gusten var dens Magt
i denne Drømmens døde Stad der ruged
i sin aarhundredgamle Dvale strakt.