Christian Richardt (1831–92)

Jeg veed en gammel Kirke — dens Taarne er tre —

ombrust af Havets rullende Torden,

snart staar den mellem Blomster, snart staar den i Snee,

dens Navn det er Kirken i Norden!

Ansgar har den bygget; med Blod er den kjøbt;

til den blev jeg baaret, i den er jeg døbt,

fra den skal jeg sænkes i Jorden.

Det Taarn imod Syd staar i Bøgenes Ly,

og Kingo gav Sangværket Tone;

og Taarnet mod Vester har Guldspir i Sky,

det smedded Sanct Olaf af sin Krone;

men Taarnet i Øst stander Broderen nær,

der hænger Gustav Adolfs korsdannede Sværd,

som splintred den romerske Trone.

Og vel er Kirkens Væg baade gammel og svag

og haver saamangen en Fure,

men Han, som er Herre over Tordenens Brag,

han leder og Lynet fra dens Mure;

han rejser sine Taarne med Klokker i Sky,

han aabner sine Haller, den Trætte til Ly,

han selv er sin Kirkes gode Kure!