Anders.
See kun det hvide Spektakel, som rasler henne i Busken!
Ih, Gud frels mig! hvad er det?
Katrine.
Jeg er en Helvedes Aand. Bu!
Anders.
Men du gaaer som en Lysens Engel.
Katrine.
Ja, nu er jeg omskabt.
Anders.
Helvedes Aand! hvad vil du?
Katrine.
Annamme dig.
Anders.
Kom kun, her er jeg
Ih, din pokkers Tös! du trykker mig Munden fordærvet.
Katrine.
Synger du her for dig selv, og siger mig ikke en Töddel?
Bie kun? nu faaer jeg dig snart! Du skal faae Töflen at smage.
Anders.
Töflen? Ja den Sag den lærer nok Faer dig i Morgen i Kirken.
Men hvor fandt du mig her?
Katrine.
Jeg gik saa ene i Haven,
Vandede min Rosmarin og min Myrthe til Krandsen i Morgen,
Sukkede, bad til Gud om Held og Lykke; saa gik jeg
Op og ned, og saae til Dören; o mon han dog kommer?
Men hvad nyttede det? der kom ingen Anders.
Omsider hörte jeg nogen klimpre ved Dammen. O det er Anders,
Det er Anders, som synger! Vips sprang jeg ned over Giærdet;
Giennem Törne og Tidsler. Find hvor mit Hierte det banker.
Anders.
Lille, söde Katrine!
Katrine.
Ja lille, söde Katrine.
Og saa la’r han mig sidde’ allene og vente og vente.
Bort, A nders! du faaer ingen Kys. Jeg er saa forbittret.
Anders.
Haanden fra Munden, din Gaas! Jeg skal forklare dig Tingen.
Lige fra den Tid af, Baronen gav os vor Frihed,
Synger den hele Bye. Men, skiöndt jeg selv ikke troer det,
Paastaaer den hele Bye, at jeg synger bedst af dem alle,
Og spiller bedst paa Fiol. Nu er just, seer du, i Morgen
Tretten samfulde Aar forlöbne, siden Baronen,
Efter en frugtbar Höst lod os forkynde vor Frihed,
Under Klokkers Lyd, og med Trompeter og Pauker.
Naar nu Baronen selv er kommen til os paa Marken,
Seer du, saa rækker vi ham en Krands af Ax og af Blomster.
Den Gang var’ vi kun Börn; vi kiendte ei Trældom, ei Frihed;
Men du hörte i Gaar den fyndige Præken da alle,
Gamle og Unge græd; og Faer knap kunde tale.
Og vi trykte hverandre i Haanden. —
Katrine.
Du taler saa heftig,
Og dit Öie glindser af Graad. Nu veed jeg alt Resten,
Anders, den bedste Sanger og raskeste Karl her i Byen,
Han har giort en Vise om Frihed, at synges i Morgen;
Og nu över han sig; at det kan klinge desbedre.
Kys mig, min Dreng! for det. Baronen fortiener det rigtig.
Anders.
Ja, han fortiener nok meer, end en lumpen Vise. Min Pige!
Vidste du kun, hvor god han er, den naadige Herre.
Gamle Faer, som i Aar havde bedst bestyret sin Avling,
Gik fra Kirken i Dag, for at spise hos Herren til Middag,
Som han pleier hver Söndag.. Mens de sadde ved Bordet
Hviskede Junker Karl, til den yngste Fröken Marie:
Hwr? veed du hvad, lille Söster; — i Morgen bli’r der en Glæde. —
Hvormed det? lille Karl? — Katrine og Anders skal givtes. —
Givtes? hvad er det? Ih, veed du ikke, hvad det er?
Först saa dandse de, og derpaa saa sove de sammen. —
Det la’r vi jo Dukkerne gjöre. — Ja vist skal der dandses,
Under den store Lind. Der er saa deiligt i Skyggen.
Hör kun: saa spise vi der; og Papa og Mama spise med der. —
Fruen vinkede ad ham, og sagde: hvad snakker du nu, Dreng? —
Jo, jeg veed det nok. Papa har sagt det; og bliver
Veiret godt i Morgen, saa kommer Onkle og Tante
Hid fra Gröndal; saa spise og dandse vi ude i Marken.
Hans og Peer og vor Gærtner skal spille paa deres Fioler,
Og Claus og Mads, vore Jæg’re, de blæse paa Valdhorn i Skoven.
Ikke sandt, Papa? — Det er jo Katrine og Anders.
Herren skiændte med Smiil paa den Lille, og bad, at min Fader
Vilde for Alting tie, for ikke at spilde vor Glæde.
Men den gamle Mand fik knap sat Krogkieppen fra sig,
Bag ved vor Ovn, for han ei kunde holde sig længer,
Græd som et Barn af Glæde, og reent ud fortalte mig hvert Ord.
Katrine.
O, den naadige Herre! hvor faderlig sörger han stedse
For at glæde og gavne os alle. Gud lönne ham hisset,
Han som lönner alt Godt! — Hvor lykkelig er han; min Anders,
Her paa Jorden endog! — Hvor han saa vender sit Öie
Seer han smilende Börn, som alle kalde ham Fader,
Og velsigne ham, naar hamkommer iblandt os, og spörger,
Hvordan det gaaer med Arbeid i Marken og Hiemme i Huset.
Alle bede for ham og hans, hver Morgen og Aften.
Syng dog, kiere Anders! o, syng mig din Vise om Frihed!
Men naar faaer jeg mit Kys? Du tænker kun paa Baronen.
Anders.
Pige! tag Haanden af Skuldren; ellers kan jeg ei synge.
Hör nu, det Halve af hvert Vers igientager Choret; saa slaae I
Frisk, med Leen og Riven; og jeg gi’r jer Tegn med Fiolen,
Ærbar, lille Katrine! du seer mig saa venlig i Öiet!
See kun hen i Dammen, hvor Aftenröden sig speiler.
Vj bringe dig, med Sangbog Dands,
Den skiönne, blanke Axekrands,
Som Brudgom og som Brud.
Ved Flöitens og Fiolens Klang,
Og Klokkers Lyd, i Frydesang
Hvert Hierte bryder ud.
Os Frihed giver Lyst og Mod,
Hver Möe er frisk som Melk og Blod,
Som Röret rank og glat.
Hvor stadser ei den unge Mand
Med hendes Blomsterkost, som han
Har fæstet paa sin Hat!
Du, som os denne Frihed gav,
See Træet, hvor det bugner af
Dets Frugter rundt omkring. „
Hist bröler Qvægflok uden Tal,
Her bræge Faar i grönne Dal;
See Hestens kaade Spring.
Hvor deilig stod ei Kornet Her!
Spörg vore Lader! er enhver
Ei op til Taget fuld?
Og hver Dag Pleilen lystig slaaer,
Og Læs paa Læs til Byen gaaer,
Og Laden bli’r dog fuld.
Hvert Korn vi dog ei sammenrev;
Paa Marken nok tilbageblev,
Som Enken samle kan.
Kun den, som gaaer i Trældoms Aag,
Hver Smule skraber op, og dog .
Kun Tidsler höster han.
Med Blaaböykrandse pynter sig
Vor Börneflok, og lystelig
Den dandser, sund og glad;
Og under alle Andre vel,
Og gi’r den arme, sultne Træl
Af sin Midaftensmad.
Vi stræbe trolig Aar fra Aar,
Forbedre Mark og Eng og Gaard;
Vi skaane ei vor Sveed.
For Fogdens Svöbe er’ vi frie.
Men Herrens Vink — det fölge vi
Med sönlig Lydighed.
Hver Söndag, ved vort Keglespil,
Saa drikke vi hverandre til,
Og skiænke bredfuldt Maal.
Vor Fader! længe leve han,
Som satte os i Friheds Stand!
Vor gode Faders Skaal!
Om Sommeraft’nen, ved vor Dör,
Vi spille paa det smalle Rör,
Og glade synge vi:
Vor Fader! længe leve han,
Som tog os ud af Trældoms Stand!
Hei lystig! vi er’ frie!
Vi bringe dig, med Sang og Dands,
O Fader! denne Axekrands,
Som Brudgom og som Brud.
Vi förte Plov og Harv med Lyst,
Og vi fik en velsignet Höst;
Vel Men, som troer paa Gud!
Der hænger nu den blanke Krands,
Nu Karle! frisk til Glædens Dands!
O syng hver Bondesön:
Vor Fader og hans kiere Slægt
Tag, Himmel, i din Varetægt!
Giv dem de Godes Lön!
Katrine.
Det gik jo prægtig, din lille Skielm! O længe, ja længe
Leve den naadige Herre! O tænk nu kun, lille Anders!
Naar vor Baron een gang döer, og vi alle, Sörgedragt, vandre
Bag ved Kisten; og den gamle Mand, i sin Præken,
Grædende siger os alle, hvor god den salige Fader
Var imod os; — og vi med Graad strög Blomster paa Graven!
Anders.
Det er en anden Graad, end der, hvor Bonden slaaer Frugt ned
Med sine raadnede Bödlets Been, og derpaa dem kaster
Hen med en Eed, i den Grav, hvor Heste og Hunde forraadne!
Katrine.
Tal ikke meer om Bödler og Been. Jeg er bange for Gienfærd.
Anders! det lyner! saa sildig paa Aaret! vi faae dog vel aldrig
Regn i Morgen? o see! nok engang hele Dammen blev ildröd.
Anders.
Luften köler sig af.
Katrine.
Ja, lad os dog kun staae op nu.
Marken damper, og nu er det koldt og fugtigt om Aft’nen.
Kom mig ikke, og syng, som vor hæse Degn synger Amen!