Mikkel.
Pindsen bli’r klar. Der er ingen Rand om Maanen, der funkler
Kun faa Stierner paa skyefri, blanke, mörkeblaa Himmel.
Hvor det löd kiönt tilforn, naar Degnen paa hellige Aften
Kimed’ i Taarnet! Nu skralder det huult, som Ringning til Ligfærd.
Hans.
Ikke saa modlos, Mikkel! see kun Hvor alle bær Bynker,
Maj og Aakander, hiem til Pyndt i Huse og Kirke.
Engang hviler man dog fra Hovslæbet. Lad os en Smule
Synge! Luften er sval, og det klinger saa prægtigt om Aftnen:
Hestene græsse saa rolig i dugfulde Egn, og ved Töiret
Holdes de nok fra Rugen, der, Gud skee Lov! staaer saa deilig.
Ellerne dufte saa södt, og södt klinger Fröernes Syngen;
Nattergalen slaaer i med dem. Hvad siger du, Mikkel,
Om Grev Bernstorffs Vise, om Stenen paa Gientofte Bakke,
Eller kiender du ei den herlige Sang om Niels Lembak?
Det er en Sang! vor ny Kapellan fik mig lært den i Söndags;
Tre Gange sang han den heel ved Præstens Postiv efter Noder,
Da jeg bragte ham ned de to Lærker, jeg giorde saa tamme;
At de tit sad, og sang paa mit Hoved, paa Toppen af Huen.
Kom, og brum Bassen dertil, eller pib dertil i dit Maiblad!
Mikkel.
Seer du ved Möllerens Aae det Lærred, der ligger paa Blegen?
Seer du, det skinner for Maanen? og, Hans! og kiender du hende,
Som sin Brudesærk der har lagt forgieves paa Blegen?
Lagt den forgieves der — og du nöder mig dog til at synge!
Hans.
Nu da, der vogter Katrine sin Bleg i Huset ved Möllen;
Netop hörte jeg nu hendes Sang mellem Qværnenes Brumlen.
Men hvad er det du snakker? Hun bleger forgieves sit Brudtöi?
Giör da vort naadige Herskab ei selv jeres Bryllup til Hösten?
Mikkel.
Sög du Troe og Love hos naadige Herskab! Nei, Skielmer,
Skielmer de ere, og værd at dingle i höieste Galge.
Hans.
Tyst, ei saa höit! om ham sligt hans lille Finger fortæller!
Mikkel.
Lad den fortælle, hvad sandt er; har ikke den Karl lovt mig Bryllup,
Og min Frihed dertil, for hundrede Daler — min Fader
Med det skaldede, rystende Hov’d, og min Bro’r, stakkels Kröbling,
(Som den Karl solgte bort som en Hund til den engelske Kaper,
Der löb herind Anuo Firs, for at miste de dygtige Knogler,
Ved Hollændres og Franskmænds og Menneskeæderes Kugler)
Alle skrabede frem alt, alt hvad de havde til bedste,
Brudegavs Dalere, Specier, Johanneser, skimlede Kroner,
Rigsorter og Pillarer, og Örer, Kopeker og Rubler;
Solgte dertil endnu den brune Vallak med Bledset,
Samt den rödbrune Stud paa Fastemarked, for Skamkiöb;
Ja endog salig Moers den sölvbeslagene Psalmbog,
Der var Festensgave af Faer, den Gang han var Frier,
Ogsaa den Guldring, hun gav ham, og hvortil hun havde sparet
Ved at sye om Natten, den Gang hun tiente i Aalborg.
„Mikkel”, sagde de, „tag den Smule Armod, vor sidste
„Nöds og Æres Skilling, og bring det den sultene Junker;
„Bedre fattig og frie, end Slave med Salomons Rigdom!
„Vand og Bröd er nok til Livet. Arbeid du kun ærlig,
„Syng og beed, og hav Tillid til Gud, som i Vintren bespiser
„Himmelens Fugle, og klæder Lillien. Ei græd, men vær lystig!
„See din Faer er nu gammel; graat blev hans Hoved og skaldet
„Under Kummer. Det rystende nu sig hælder mod Graven;
„Og din Broder alt halv er bortvisnet. Snart Gud os vil före
„Bort fra Jammerdalen til Fredens evige Hytter,
„Tag de lumpne Penge, og bring ham dem; Mikkel! du bringer
„Taarer og Blod. — Tröst ham Gud, naar de ham brænde paa Sielen!”
Grædende bragte jeg dem til den Karl. Han talte dem. „Mikkel!
Bryllup og Frihed jeg gi’r dig; men” — og nu trak han paa Axlen,
Hans.
Plager Fanden ham da? Hvad har Hans Naade da nu for?
Mikkel.
Den, der vil hænge sig, Hans, den finder sagtens en Strikke.
See! der havde jeg töiret op paa hans Eng; hist jeg havde
Plöiet for grundt, der kun halvtærsket Kornet — og Gud veed —
Kort hans Regning var större end hundrede Daler. — Jeg kunde,
Mumled’ han, gierne slaae mig til Roe; han havde Formodning
Om, hvem det var, der stial den Halvtönde Rug bort af Loen.
Hans.
Havde han Ret i det förste; det var ei meget at undre,
Thi hvad Troskab forlanger den Skurk af den, som bestandig
Under Ladfogdens Svöbe kiemper med Skiændsel og Hunger?
Men for den sidste Beskyldning du skal ham stevne for Landsret.
Der skal jeg bevidne : Johan, Lakeien, af Loen
Har, som den naadige Frue ham forud tillod, stiaalet Rugen.
Mikkel.
Hans! Den hellige Nadver jeg ta’r paa, at jeg er uskyldig.
Har jeg ei, siden jeg fik det spildte Haab, plantet Træer?
Ei sat Gierder? ei flikket paa Hytten? og ei gravet Grövter?
Men nu stevne! ved hvem? hvor er Pengene? Og hvad veed Kongen?
Hvad hans Ministre deraf? Ministrene! Pyt! iblandt Ravne
Hugger den ene vel Öinene ud paa den anden? — Ja, syng kun,
Syng kun, Katrine! og dands paa Blegdammen! Du har din Frihed,
Fri skal din Brudgom og være. Han er det. Snart dandse vi lystig
Paa vor Bryllupsdag, i lange hoppende Rader,
Over Bakke og Dal, — og Fogden med Pidsken slaaer Takten.
Men du græder, for Konerne snart vil nedrive din Fletning.
Tröst dig, min Tös! ogsaa godt vil Konehuen dig klæde.
See den gamle Mand, hvor han græder af Glæde! vor Kröbling
Hvor han lystig i Dands springer let omkring paa sit Træbeen.
Tör du Taarerne af, og glæd dig, thi de har jo alle
Giort os lykkelig; du er en fri og lykkelig Kone,
Snart en lykkelig Moder til frie Sönner og Döttre.
Jo, Hans! — Men den Mand skal mig, om jeg ei la’r den rödgule Hane
Flyve hen over den naadige Rövers Tag, og saa ta’r jeg
Jollen ved Stranden, og vips, saa er jog over i Sverrig.
Hans.
Men tænk, Mikkel! hans Boön!
Mikkel.
Den Snogyngel! Falder da Æblet
Langt fra Stammen? Den Snogyngel hvisler jo alt, som de Gamle.
Gik ei Hovmest’ren i Dag, og græd, og vreed sine Hænder.
Hans.
Men det hedder: „Mig tilhörer Hevnen, og jeg vil giengielde,
„Siger Herren.” Og nu din gamle Fader og Broder!
Mikkel.
Herlige Ord! „Mig tilhörer Hevnen og jeg vil giengielde.”
Vel! til Gud min Sag jeg betroer, og lider taalmodig.
Men paa Dommens Dag staae og vi for Hevnerens Aasyn.
Hans.
Mikkel! Du talte om Dands. Jeg vil fortælle dig noget.
Kiender du ikke den Höi der henne paa Veien til Thisted,
Strax naar man dreier omkring under Krattet langs hen ad Aaen,
Der, hvor Lynget begynder? Hen over ad Höire staaer Galgen;
Lige for den er Höien, min salig Morbro’er, Peer Jæger
Lurte Skiærtorsdags Nat i Maanskin der efter Ræven.
Ret som det var, saa kom der, med Bulder som Torden, af Krattet
En Flok Jægere ud, og feiede af giennem Lynget.
Hurra, skreeg Jægerne höit, og Hestene pusted’ og vrinsked’;
Pidskene smeldte, og Jagthornet hylte, og dievelske Hunde
Glammed’ ad Hiorten! og nu stak hele Jagten mod Höien.
Vips, der stod Höien oplöftet paa fire gloende Piller. —
Morbro’er, der læste i Böger, trods Præsten, og bröd sig kun lidt om
Spögelser, holdte sig kiek, og endskiönt hans Graaskimmel prusted’,
Tænk, saareed han dog modig, som altid han var, lige til dem.
Giet nu engang, hvad det var, og hvad Spil gamle Satan der havde!
Jægere, Heste, Hunde var altsammen Junkre med Mantler,
Skiægge, og store Parykker, og Sabler og fuldeste Rustning,
Som de Slarraffengesigter; i Junkerens Storstue staae der,
Qvindfolk med höie Fontanger, og Fiskebeens Skiörter med Slæb paa
Böd dem. op til en Dands. Der rasled’ de gloende Lænker;
Og til Musik der skralded’ af Höien en Hvinen og Tuden. —
Derpaa blev Taffelet dækket. Överst ved Enden af Bordet
Satte Stifteren sig af den höiadlige Stamme,
Stratenröver han var, som hans Ansigt og viiste. Hans Buxer,
Vams og Stövler og alt var af gloende Jern; og der aad’ de
Blodigt Menneskekiöd, drak dertil kaagende Taarer.
Nederst ved Bordhiörnet sad den sidst hensovne af Stammen,
Vores Iunkers Papa, Hr. Landraaden. Fuld af Forundring
Snused’ han, thi han lugtede levende Folk; han keeg bag sig
Hen ad Galgen, og saae min Morbro’or staae der og see paa.
Hurtigen sprang han op af den gloende Stoel, saa den rasled’.
Bragte ham Bægeret fuldt af Taarer, og brölte: „Stik ud Peer!”
Peer vil ikke; han skal. „Nu, skal jeg da drikke, saa maa jeg.”
Sagde han; Altsaa i Guds Navn!” og, Knald! saa var alting forsvundet.
Mikkel.
Snart er denne Karl med. Da er hans Musik vore Sukke.
Ha, og da skal vore Taarer ham brænde i Sielen.
Hans.
Heida, og saa skal han danse Kiörausen med Hendes Naade,
Frue Tipoldemama! O da vil han trippe og kneise.
Men hans Kielling, det Beenrad, vil bande paa Fransk, spytte Funker
Ad den gammeldags Dans, naar ei den sipperne Tærne
Hænger Lænkerne modens og peent nok. Da gotter sig Satan.
Mikkel, har du Tobak? De Myg stikke hæslig i Aften.
Mikkel.
Der, tag Pungen og stop. Den gav mig Katrine til Julen;
Den Gang havde vi Haab endnu, og var’ glade som Smaabörn.
Hans! der slaaer du for intet, for Vinden ta’er Trösket af Tönden.
Snoe dig.
Hans.
Nu har jeg Ild. Tænd ogsaa din Pibe, Mikkel! for Selskab.
Hei! der slaaer Skimlen sig lös: ei, see dog hvor Plagen i Töiret
Vimsler og skaaer sig. — Du skal, kommer du i Junkerens Ager!
Pots! Han prygler os krumme og lamme. Pasop! efter Skimlen!