For Mennesket er ingen Ting saa hellig,
At jo den frække Spotter det besudler.
Umandig, skamlös, uden Aand og Hierte,
Han praler kun med stiaalet, usselt Vid,
Hans skumle Öie seer ei Morgenröden,
Ei Sandheds Straale. Ved Venindens Bryst
Han aldrig fældte Elskovs hede Taarer;
Thi Venskab, Elskov, Sandhed og Natur
Mod, Frihed, Födeland, Religion,
Er tomme Lyd for ham; — Nei endnu meet:
De skurre for ham, som Violens Klang
For Hunden, thi han föler hos sig selv
Han er en Skalk; og da han er en Skalk,
Fortiener han at være saa forskudt.
Dog, skiönt han er forskudt, saa har et Hierte
(Hvor feigt det slog) dog slaaet i hans Bryst
Og, för han sönderknuste Fölelsen,
Den snoede sig, som Ormen, naar den trædes.
Nu lugter han Forraadnelsen i Brystet,
Forsager, raser, blues, hader Verden,
Misunder andre det, han selv har mistet,
I Smiil indhyller han sin skumle Ondskab,
Og kalker sig som Graven. — Flye for ham,
O unge Mand! du, af hvis lyse Öie
Fremstraaler Sielefrihed, flye den Gift,
Som drypper fra hans Tunge og hans Pen!
Ei tör han möde dig med mandig Tale.
Saa lidet, som med aabent Bryst i Feldten.
Nei, lumsk begynder han med halve Ord,
Og Blik, som skelende beklage dig.
Hans Smiil er som en Meeldug, der besmitter
Uskyldighedens skiönne Rosenrödme.
Han stundum rykker op med listig Haand
Den Fölelse, der blomstrer i dit Bryst,
Og udströer der igien sit Nældefröe.
Naar nu hans Ukrud spirer i din Barm,
Da er det ude med dig. Dyden flyer
Med vaade Kinder. Sande Glæder flye
Med den, og hver en mægtig Fölelse
Der hævede din Siel. O nu er Sandhed
En Fordom; Kierlighed: en Fabel.
Död er Naturen, og dit Födeland
En Dröm, og Frihed: Feber, Phantasie.
Religion er intet. — Du allene
Er Sandhed, Födeland, og Ven og Gud!
Skye, unge Menneske! den Skielm som intet
Paa Jorden og i Himmelen er helligt;
Hans draabevise kolde Spot vil blive
En Gift for dig, om du ei væmmes ved den.
Hvor ligner Spotteren den frække Flue!
Den skaaner ikke Pigens rene Barm,
Og den besmitter Alteret i Templen.
O! nordisk Mandighed! hvor drog du hen?
Naar spottede vel vore jevne Fædre
Med det, som helligt var? Det var kun Narren
De spottede, höit som hans Bieldes Klang.
Nei, Brittens Stolthed, Frankrigs Flygtighed
Har avlet og har födt det stygge Afskum,
Og ak! vi Daarer — vi opfostre det.
Paa Dansk ei nævnes kan det Udyrs Navn;
Thi Moderen har kaldt det Persiflage.