En naadig Frökens
En naadig Frökens
Naar skal den Bröndcuur Ende faae,
Hvormed min Tante her sig plager?
I denne Eensomhed man maae
Vansmægte under bittre Klager.
Hun om Natur og Simpelhed
Mig lutter smukke Ting fortæller.
Hvad kommer Mark og Eng mig ved;
Og andre slige Bagateller?
De hæse Fröer hver Aften her
En nydelig Concert opföre,
Og Nattergalens Skraalen er
Heel liflig for mit kræsne Öre.
Og Myg (hvor savner jeg mit Slör!)
Forbyde mig paa Sövn at tænke.
Nu galer Hanen, Hunden göer,
Og rasler stedse med sin Lænke.
Knap har jeg nydt det förste Blund,
For alle Gaardens Folk er oppe,
Da höres Stöi af Kat og Hund
Og Stud og Faar og Hingst og Hoppe;
Og Tante larmer fælere:
Hun ind i Sengen til mig skriger:
Staae op! fölg med, saa skal du see,
Hvor herlig Solen nu opstiger.
Her vanker aldrig Caffe, Thee,
Og endnu mindre Chocolade;
Upaaklædt, ganske fastende
Man maae igiennem Duggen vade.
To hele Timer vreed og træt
Jeg maa blandt Torn og Tidsler rende,
At Solens hede Straaler ret
Til en Morinde mig kan brænde.
Vi Klokken tolv til Bordet gaae;
Man Græs og Urter for os sætter;
Suur Melk og Fisk og Æg vi faae,
Foruden andre skiönne Rætter:
Vor Kok, den dumme Klodrian,
Har aldrig kiendt til lækkre Spiser;
Naar han sig ret vil gribe an,
Deserten bli’er — et Fad Radiser.
Til Moerskab er her ingen Ting,
Man Triktrak, Dam og Kort ei spiller.
I Haven slentrer jeg omkring,
For at fordrive Tid og Griller,
Hvis jeg ei havde Amadis,
Som lidet mig desennuierte,
Saa var min Död mig ganske vis,
Af Kiedsomhed jeg snart kreperte.
Min Tante tit mig slæbet faaer
Til Bönder hen — til det Canaille;
Til Karle med upudret Haar,
Og Töser, som har ingen Taille;
Især naar dette lumpne Pak
Om Helligdage spiller Kegler,
Saa stinker der af Rögtobak,
Saa larme disse dumme Flegler.
I Kirken taber jeg nu reent
Alt mit Humeur — jeg sover — gaber;
Thi Præsten præker saa gemeent,
Og Pöbelen er Præstens Aber.
Hvad nytter Stads og Gulduhr her,
Og Sminkeflor, og Demantsringe?
Jan-Hagel troer, man samles der,
Kun for at bede og at synge.
Forbandede Eensformighed!
Naar skal du dog engang faae Ende?
O Maj! gid du af Ynksomhed
Mig snart til Staden vilde sende!
Hist i det fierne Blaae — o see,
Hvor stolt den skiönne Rög sig hæver!
Og hver Dag nye Tilberedere —
Ah! hvor mit ömme Hierte bæver!