Fro jeg hilser og din Dag, Veninde!
Thi jeg föler trofast Venskabs Værd.
De saa blidt henrundne Dages Minde
Giör mig denne Dag saa saare kiær.
At du værdig bær de Hædersnavne,
Du som Hustrue og som Moder fik.
Föl det glad, naar dine Börn dig favne,
Læs det i din Mands det hulde Blik.
Men at du mig glæder, raader, tröster,
Giör det alt, saa skiönt — saa qvindelig.
At min Viv du elsker som din Söster;
Derfor vi saa glade takke dig.
O som hidtil vi med Venne-Hierte
Vandre skal vor fælles Bane frem.
Fælles være her vor Fryd, vor Smerte!
Fro vi samles hist i Fredens Hiem!