I Viisdoms stille Sæde
Vi smagte her den Glæde,
Natur og Venskab os tilböd.
Med Fryd vi see tilbage
Til velanvendte Dage,
Til hver uskyldig Lyst vi nöd.
Nu Afskedstimen vinker!
I Öiet Taaren blinker;
Dog Brödre! vi jo gaae til Held;
Thi Lysets, Dydens Fader
For sine Börn oplader
I Örken selv et Glædes Væld.
Er det vor Ild, vor Ære
Hans gode Börn at være,
Da gaae vi froe ad Banen hen.
Alfader skal vi ligne,
Os Brödre her skal signe,
Og hist vi samles fro igien.