I, som attraae Danneqvindens Hæder,
I, som föle blide Dyders Værd!
Dette Sted med stille Sorg betræder;
Ak! thi eders Söster hviler her.
Prövet Viisdom var i hendes Tale;
Thi den fyldte hendes lyse Siel.
Ikke for med Lærdoms Bram at prale,
Öste hun af Sandheds Kildevæld.
Nei, den Sandhed, som til Dyden leder,
Som os giver Lys og Tröst og Raad,
Og, som danner os til Evigheder;
O! den var i hendes Ord og Daad.
Derfor elskede hun Lysets Fader.
Tro paa ham var hendes faste Borg.
Derfor löd hun denne vise Fader,
Som opdrager os ved Fryd og Sorg.
Paa den Vei, han hende böd at vandre,
Hun med mandigt faste Skridt gik frem;
Stræng mod sig, og engleblid mod Andre,
Hun til fælles Maal fremledte dem.
Derfor var hun alle Godes Glæde,
Derfor nöd hun Dydens stille Fred;
Derfor alle Ædles Taarer væde
Denne sande Stores Hvilested.
Ak! hun var! — men evig hendes Minde
Boer hos dem, som hendes Aand forstod.
Det besiele hver en Danneqvinde,
Til, som hun, at vorde viis og god!