O Held os! paa Blaagaard vi leve saa froe;
Os Tiden hensvinder saa fage;
I Huus og i Hierte er blideste Roe;
Og tifold det Gode vi smage.
Thi Arbeid og Nöisomhed skaber vor Lyst;
Og inderligt Venskab opfylder vort Bryst.
Som landlige Naboe til Naboen gaaer,
Saa samles vi; — ei for at æde;
Vi spise og drikke hvad Huset formaaer,
Ved Alvor og Spög vi os glæde.
Og kommer en Giæst, som har vennehuld Aand,
Til Velkomst vi række ham broderlig Haand.
Den Viisdommens Lære tilgavns vi forstaae:
Al Fryd, som ei deles, ei nydes;
Vi stundom os glæde med spögende Smaae,
Og stundom alvorlig vi frydes.
Hver Lykke, der giör os vor Bane saa kier,
Den har for vort Samfund et udmærket Værd.
Den Dag, da vor Gerhard, den Sandhedens Ven,
Til Lön fik den sieldne Marie;
Hvad Dag er os kier, er os festlig som den?
Hvor kunde vor Glæde da tie?
Vi önske de Ædle, med Mund og med Siel,
Al Sandheds og Dydens og Kierlighed Held.