Held den Mand, Gud gav en dydig Qvinde!
Han fik meer end Indiernes Guld;
Han fik Sielefryd hos en Veninde,
Ham i Livet og i Döden huld.
Fyrig Ungdom ham til Glæde kalder,
Hendes Smiil mangfoldiggiör hans Lyst;
I hans Manddoms-Aar, i sölvgraa Alder
Skienker hun ham Lindring, Hielp og Tröst.
Har han Sandheds store Skat i Eie,
Let henflyver ham hver Arbeids-Stund;
Fængsler Sygdom ham paa haarde Leie;
Hvo kan pleie, muntre ham, som hun?
I sin Velstand lærer han af hende,
Blidelig at lette Brödres Nöd;
Og om Himlen vil ham Armod sende;
Nöisom deler hun hans törre Bröd.
Naar han agtes, hædres af de Gode,
Dobbelt stor han föler Ærens Værd;
Endog miskiendt er han vel tilmode,
Thi en dydig Hustrue har ham kier.
Er han Fader, han da Himlen priser;
Thi hans Afkom danner hun til Dyd;
Men og uden Börn han Himlen priser,
Hendes Kierlighed er al hans Fryd.
Held, ja Held en Mand med slig en Qvinde
Varig er hans Fryd i Vee og Vel;
Held, ja Held den Mand, som du Veninde
Gav din Haand, og gav saa stort et Held!
Eders Held I længe; længe nyde!
Hiertets Bifald vorde eders Lön!
Da skal Livets Dag saa blidt henflyde,
Og dets Aften vorde rolig skiön! —