Venskab! henrykt hörer jeg din Stemme;
Atter vækker du min Siel til Sang!
Aldrig jeg dit höie Bud skal glemme,
Mig din Röst er söd som Harpens Klang.
„See den Mand, (saa löd dit Ord) hvis Hierte
„Mine vise Bud saa villig löd,
„Han, som stedse deelte Vennens Smerte,
„Han, som stedse Vennens Glæde nöd;
„See han er min Yndling. Jeg ham skiænkte
„Al den Fryd, der er min Dyrkers Lön;
„Dog et större Lod jeg ham tiltænkte;
„Værdig har jeg lönnet Dydens Sön;
„Thi min Datter, Jordens Herskerinde,
„Hun, den rene, blide Kierlighed,
„Skienkte ham en öm, en huld Veninde,
„Til at fölge ham i Dydens Fied.
„Og i Dag vi begge skal berede
„Salig Vellyst for vor Yndlings Siel;
„Haand i Haand vi ham til Altret lede,
„Og indvie ham til varigt Held.”
Ja, jeg seer, o Ven! jeg seer din Lykke,
Og mit Hierte veed, du er den værd,
Og kun svagt kan Sangens Ord udtrykke
Hvad en Vennesiel dig önsker her.
O! nyd varigt Held med elskte Mage!
Yndig Afkom arve fælles Dyd!
Og, som Olding, see du glad tilbage
Til den Dag, der skabte al din Fryd!