Venskab! Venskab! Himlens skiönne Datter,
Du, hvis Smiil er Dödeliges Fryd;
Salig Lyst, som Sandsers Træl ei fatter,
Nyder den, som hylder dig og Dyd!
Ven! naar Modgangs vilde Storme hvine,
Sikker tyer du da til Vennens Bryst,
Og et Ord af ham, — hans Röst, — hans Mine
Gyder i dit Hierte Haab og Tröst.
Og, naar Glædens blide Straale smiler,
Og det fulde Hierte hæver sig,
Atter til din Ven du henrykt iler;
Udeelt Fryd er ingen Fryd for dig.
Venskab! jeg i Dag din Guddom hylder!
Tavs jeg knæler for dit Alter ned;
Du min hele glade Siel opfylder
Med en stille, navnlös, salig Fred!
Thi den Mand, hvis Værd mit Hierte kiender,
Han, min ædle, ömme, varme Ven,
Faaer i Dag, af din og Elskovs Hænder,
Dydens Lön; — og han fortiener den!
Huuslig Fryd hans blide Siel begierte; —
O! den kiöbes ei for Indiers Muld! —
Og han vandt en ædel Piges Hierte,
Sieldent, skiönt og reent, som prövet Guld.
Og i Dag, med Englesmiil, hun skienker
Ham den kiere, længe önskte Haand,
Og det höitidsfulde Ja, som lænker
Begges Skiæbner med et evigt Baand.
Alt jeg seer dem vandre, glade, milde,
Livets torneströede Bane hen!
O! naar Hiertet selv er Glædens Kilde,
Kan da Sorgens Ild udtörre den?
Og jeg seer en ædel Slægt oprinde,
Værdig til at bære deres Navn;
Den skal hædre deres kiere Minde,
Ved at fremme seene Slægters Gavn!
Held mig! denne sieldne, sande Glæde,
Ædle Venskab! har du skiænket mig;
Byg dig i mit Bryst et varigt Sæde!
Ofte, som i Dag, jeg prise dig!