Til Viindruens Priis
sang hver paa sin Viis,
Druider, og Barder, og Magi.
At hvert Ord var Sandt,
jeg ofte fandt,
Ven! drik du mig til!
Og derpaa vi vil
Forskriv mig fra Rhin
den herlige Viin!
Den fylder med Lyst
sin Lovsangers Bryst,
og, troe du mig! den
er Kjerligheds Ven,
En Sandhed det er,
det tilstaaer Enhver:
dog strækkes vi ei;
vi følge vor Vei
Nu, Skaal for din Glut!
hun er nok lidt but,
hun piner dig lidt!
Du sukker saa tidt:
Ved Spøg og ved Viin
du muntre dit Sind,
sluk Sorgen kun ned,
naar Phyllis er vred,