Jeg tør — stolt hæver sig min Aand —
Dit stolte Blik frimodig møde,
Og, end mens Hiertets Vunder bløde,
Tør dristig række dig min Haand;
Tør rolig dine Blik randsage,
Tør Viisdom i din Vei opdage,
Og Godhed i din haarde Dom —
Min stærke Sang den Svage flye!
Som dorsk sig om i Støvet sniger,
Og skiælver, naar fra Polen stiger
En mørk og tordensvanger Sky,
Som ængstlig hver en Plet opleder,
Hvor Glædens Soel sin Glands udbreder,
Og græder, naar den skiuler sig —
Igiennem Plagers smumle Vei,
Igiennem dine Lyn og Torden,
O Modgang, høit hen over Jorden,
Op til dit Udspring stiger Jeg;
Jeg seer, og mig i Undren taber,
Fra Lysets Gud, fra Glædens Fader,
Til Jordens Hæld udspringer du —
Med faste Blik du nærmer dig
Den Spædes trygge Blomsterleie,
Afsirkler ham hans Fremtids Veie,
Seer alt, hvad han vil ønske sig;
Ei Uskylds Smiil, ei første Taare,
Ei ømme Klager dig bedaare,
Din Dom er uforanderlig —
»Hvil sødt, o Spæde!« taler du,
»Fred være med din Barndoms Dage!
Jeg vil dit Held og ei din Plage,
Ei trænger du til mig endnu;
Engang med Vennehaand Jeg knuser
Det Glædens Bæger, som beruser,
Som lønlig Gift paa Bunder har —
Lad Lykkens kiælne Fostersøn
Omsværme, Glæder evig nyde,
Og kun sit eget Jeg adlyde,
Sin Lod han finde himmelsk skiøn!
Dig Jeg for Verden vil opdrage,
Min sunde Næring du modtage!
Og vorde stærk og klippefast« —
I tidlig Vaar opdrog du mig —
At jeg ved Andres Nød har Taarer,
At Giækkes Haan mig ikke saarer,
At jeg ved Nøisomhed er riig,
At Venners Kreds, ei Daarers Vrimmel,
At stille Hiem det er min Himmel;
O! dette Alt jeg skylder dig —
Skiøndt Mindet endnu bittert er,
Ærbødig, taus Jeg dog tilbeder,
Saa tidt Jeg nærmer mig de Steder,
Som Vidne om min Kummer bær;
Hver Gravhøi, hvor Jeg ofred’ Klage
For elsket Barn, for ømme Mage,
Og trofast Ven, mig hellig er —
Jeg stadig vandre Banen hen!
Ei vil Jeg varig Fred begiære,
Kun at Jeg den maa værdig være,
Kun moden til at nyde den;
Men, er Jeg endnu nok ei prøvet,
Da, naar Jeg krymper mig i Støvet,
Skal Haabet dog opløfte mig —