Jonas Rein (1760–1821)

Glæden er Himlens velgjørende Gave,

søges af Aææe, men findes af faa;

Vellystens feige og nedrige Slave

søger forgjæves; han kan den ei naae.

:|: Thi er det vel Glæde, som lønner med Nag,

som vækker til Smerte den følgende Dag? :|:

Ene den Mand, som sit Hjerte tør byde

frit at randsages af Grandskerens Blik,

ene den Ædle, som Venskab kan fryde

Adgang til Glædernes Helligdom fik;

:|: Ved Vinen og Sangen sig hæver hans Aand,

til Venner han rækker den trofaste Haand. :|:

Broderlig Haanden hinanden vi give,

Venskab! dit Tempel indvied’ vi her;

Glæden her ofte din dyrker oplive!

Ingen Uværdig gid komme dig nær!

:|: Ei Falskhed og Smiger misbruge dit Navn!

Hver Broder, som søger, her finde en Havn! :|:

Evan os vinker, og Bifald tilsmiler,

Evan er Venskabs og Munterheds Gud.

Tiden med rænkefuld Taushed bortiler:

"følg den, og brug den!" saa lyder hans Bud.

:|: Vi Evan da hylde ved Glassenes Klang,

han lønne med Venskab vor Fryd og vor Sang. :|: