Verdens Daarekiste
Til Gregers Friis
Til Gregers Friis
(in Martio 1699.)
(in Martio 1699.)
Hvis ey mit Haab og Christendom
Forsikred’ mig at leve
Engang, naar Verden smeltes om,
Og Jordens Grundvold bæve:
Jeg skulde, var det mig tilladt
Mig selv en Krop at skabe,
Langt heller blive til en Kat,
En Slange, ja en Abe,
End det forfængelige Dyr, jeg er,
Der gekker sig og driller,
Saavelsom andre Mennesker,
Med uomskaarne Griller.
De Viise Syv af Grækenland,
De gamle kloger Romer,
I Tallet gaae; Jeg tager an
Naturen selv til Dommer.
Thi faer, med Drake, Verden om!
Du skal dog ikke finde
Et Kreatur saa gal og dum,
Som Dyret, fød af Qvinde:
Der pukker, prunker af Forstand,
Sig daarlig lader tykke,
At han af den almægtig Haand
Er giort et Mesterstykke.
Men den fornuft, vi rose meest,
Vort Øye tit forblinder,
Os, naar vi skulde leve best,
I Tvivl og Frygt opbinder.
Affekterne og her og der,
Nu frem, og nu tilbage,
I Medgangs Bør, i Modgangs Vær,
Med liden Møye drage:
Den Ting, hvorfore jeg i Gaar
Til Himlen vilde storme,
I Morgen skal forskydes, naar
Mig plager andre Orme.
Bestandig Ubestandighed,
Omskiftelige Tanker,
Vi Mennesker regieres ved,
Til Livet os afdanker.
Men derimod det dumme Bæst,
Vi uden Hierne dømme,
Kun søger det, som hannem meest
Beqvemme kand og sømme.
Han følger sin sædvanlige Stie:
Det han i Gaar forskyder,
Han ey, af anden Fantasie,
I Morgen-Dag fortryder.
Den liden Myre-Republik
Bestaaer, at sammenbære
Sin Spiisning efter Aarsens Skik,
Og den igien udtære:
Det er den eeneste Recess,
Hvorefter de sig rette;
Man saae dem aldrig i Process
Om Liv og Ære trette:
Ey røres Trommen der til Krig;
Hver sanker ind med Møye,
Og lever saa eendrægtelig,
Sig siden lader nøye.
Ey Herreds- Birke- Lands-Tings Dom,
Ey Procurator-Renker,
Ey Rang, ey Gang, ey noget, som
Ærgerrighed optænker.
Naar hørtest blandt de vilde Dyr,
Som ufornuftig kaldes,
En Abner udi Vens Postyr
Hvad hine giøre, skeer af Trang,
At de sig kunde mætte:
Men vi foruden Nød og Tvang
Mod vores Næste trette;
Ja tit, foruden billig Sag,
Vor beste Ven forraader,
Med Hyklen, Smilen, Favnetag,
Med Kys og søde Lader.
Hvo vil nu rose den Forstand,
Der bruges til det Onde,
Hvorledes vi en anden mand
Med List besnære kunde?
Hvad det angaaer, at os er sagt,
Det vi, som Herrer, kunde
Befale Dyrene med Magt,
Som Adelen sin Bonde:
Da, hvo sig det indbilder, svar:
Om dig paa Veyen mødte
En glubend Ulv, der hungrig var,
Du selv skulde skøtte:
Og vilde du en Slagter-Hund,
Som Dyre-Konge, byde,
At lægge sig og holde Mund;
Jeg tvivl, han vilde lyde.
Ney! Kunde vi med god Forstand
De Passioner drive,
Der os, som Circe, skabe kand,
At vi til Bæster blive:
Forgiver os med Ulve-Blod;
Som Sviin vi Bugen føye;
Har Ræve-Hierte, Paafugl-Mod.
Og Krokodilens Øye.
Pythagoras, den viise Nar,
Derover os beskriver:
Hvorledes Siælen, naar hun var
Udfaren, sig begiver
I Luften, søger sig et Sted,
Der farer ind og giester,
Nu Bæsternes i Mennesket,
Nu Menneskets i Bæster.
Saaledes er en Muldvarpes Siæl
Indgivet en Forpagter,
Et Asens i en Bonde-Træl,
Og Ulvens i en Slagter:
Saa bliver Bukken Courtisan,
Og bær en lang Parykke
I Klokke-Strengen rykke.
Saa kommer mange Fogeder
Af store Luus og Lopper.
Af Skarenbasser Doctorer,
Af Qvinder Edderkopper.
Soldaters Siæle flytte sig
I Harer, nu i Løver:
En Tyv skal blive Mynde liig,
En Snyltegiest til Støver.
Der er vel den, som med sin Brud
Far Helgen sig udgive,
Et Menneske, der svarer mig,
(Desværre!) kend velsmagte
Om Troe og Love snakker,
Skal som en Hiort stafferes ud,
Og drage lange Takker.
Og mangen Præster, som vel tør
Og blive disse Bæster liig:
Dog er det ey at negte,
Han jo med Viisdom og Forstand
I Verden Love giver,
Befaler over Vand og Strand,
Og der sin Handel driver:
Planeternes og Maanens Lob
For hannem sig ey dølger:
Han trodser, naar han hidser op
Sit Seil, de stolte Bølger:
Han veed at giøre Klippen blød,
Han Jorden giennembryder,
Den eene Gud, den anden Brød,
Til Skat og Landgild yder.
Mon Biørnen eller Løven veed
Recepter at forskrive
For Vattersoot, og kand med Sveed
En hidsig Feber drive?
Hvad Dyr kand sige: Ti og Ti
Til Tyve skulle blive,
Den Sum, naar Aaret er forbi,
Skal Een til Rente give?
Hvo kand, som vi, med Fynd og Klem,
Med Syllogyismer prutte,
En Major, Minor, sætte frem,
Og med en Ergo slutte?
Hvo kand med Cirkel og Kompas
Planeters Høyde tage,
Og med Magnet og Time-Glas
Den vilde Søe randsage?
At sige kort: Er det tilladt
Et andet Dyr at blive
Til Doctor og Licentiat,
Og store Bøger skrive?
Vist ikke! Ney! Men agte ret,
Hvad Aarsag og Motiver
Der driver os at giøre det,
Som Verden høyt opskriver.
Hoffærdighed er ærekiær,
Ærgierrighed er dristig,
En Øyenskalk andægtig er,
Og Venlighed er listig.
Vold, Uret, Svig, Bedragerie,
Had, Avind, Kiv og Trette,
Har voldet os den Politie,
Hvorefter vi os rette.
En ond Diæt, en graadig Tand,
Og alt for tørstig Gane,
Har sat Hippocrates i Stand,
Ført Medicin paa Bane.
Af Penge-Tørst og Gierrighed
Vi efter Guldet lede
I Jordens Indvold, siden det,
Som anden Gud, tilbede.
Vi have lært af samme Præst,
Vor Held til Søes at prøve,
At skindre ud Antipodes,
Og Indien berøve.
Os viser Rentenerer-Kunst
Summarum at udregne,
At os en Pending ey omsonst
Fragaaer, vi den jo tegne.
Sophisters dobbelt Ney og Ja,
En falsk tve-egged Tunge
Har smiddet ud Rhetorica,
En Løgn dermed at siunge.
Prælaters Strid og Munke-Tvist,
De trettesyge Græker,
Med Syllogyismer klamre meest,
Og skænde Christi Kirker.
Vor første Moders Liverie,
Nysgierrig Sind og Hierne,
Os viser til Astrologie,
At søge ved en Stierne
Vor Dages Tal og Døde-Stund.
Men see! naar vi udstrækker
Vor Haand for vidt, et lidet Nun
Os giør til blinde Gikke.
Ærgierrighed, en stor Tyran,
Saa hart os til sig binder,
At verdslig Stand og geistlig Mand
Deri en Guddom finder.
Det følger os indtil vor Død:
En Præst vil være Pave;
Og mangen, som er Bonde fød,
Vil Rang og Titel have.
For det vi vove Liv og Blod;
For det man Bøger skriver;
Det i Soldaten sætter Mod;
Det Doctor-Graden giver.
Jeg og af samme Vanitet,
Blant andre Narrer fleere,
Vil her mig giøre til Poet,
Og Daarer reformere;
Og med det samme Vidne bær,
Jeg kand det ikke dølge,
At jeg, som andre Mennesker,
Min Daarlighed maa følge.
Men holdt, Satire! Seer man ey
Vel mangen een til Hove,
Hvis Ja er Ja, hvis Ney er Ney,
Der holder Ord og Love?
Der tænker Landets Tarv og Gavn,
Der hader Skienk og Gave,
Der seer ey efter Slægt og Navn,
Men lærde Folk og brave?
See sees der mangen Præstemand,
Der ey for Verden tiener,
Om hvem i Sandhed siges kand,
Han Gud trohiertig meener;
Sit Embede sagtmodig giør,
Ey stræger eller skiærer,
Men straffer Synden, som han bør,
Og lever som han lærer.
Utopiane! Viis mig den!
Jeg lover at forsvære
Mit Paradox til dig igien,
Og intet sige meere.
End, hvis Æsopus kunde mig
Et Æsel forestille,
Der kunde tale tydelig,
Og sige frem sin Ville:
Naar han os saae paa Gaden gaae,
Vor Kiortel hængt i Lykker,
Een rød, een sort, en anden blaa,
Med krusede Parykker,
En vinget Kiortel, høy Bonnet,
En pibed Svitzer-Krave,
Baldyred’ Skoe, et Kniplings Sæt,
Og Lokker sat i Lave:
Saa taabelig og dum han er,
Det Bæst, han vilde dømme,
De Ører, som hans Moder bær,
Os skulde bedre sømme.