Ret Elskovens Dyd med Sang og Fryd
det vil jeg love og prise;
et Blomster er til, jeg ej nævne vil,
som æres med denne samme Vise;
hun er baade faver og dydelig
og viis og klog foruden al Svig
og tro foruden Galde;
som Solen for andre smaa Stjerner er,
slig er den Jomfru baade fjern og nær
blandt Fruer og Jomfruer alle.
Heja Heja, vilde hun mig til sig kalde.
Maatte jeg end fange det Blomster at se,
mit Hjerte haver lagt i Dvale,
da vare jeg end skilt ved alskens Ve,
medens jeg ved hende tale,
som jeg haver kærest for allen Ting;
vare Vereldsens Kvinder ud inden en Ring,
det vare fuld faver en Skare,
hendes Lige skulde man der ikke finde
blandt Fruer og Jomfruer og høviske Kvinde,
hvo det vilde tage til Vare.
Heja Heja, Krist gemme hendes Liv foruden al Fare.
En Liljekvist, at ingen det vidste,
jeg havde hende saa inderlig kær;
ihvor hun gaar, ihvor hun staar,
hun ligger mit Hjerte fuld nær;
det ved vel Fader i Himmerig,
at jeg saa sørger, jeg lignes et Lig,
i alle min Agt og Sinde;
den Sorrig jeg bær udi mit Bryst,
den haver hun inden mit Hjerte tryst,
maatte jeg end Glæden finde.
Heja Heja, maatte jeg end den Lilje vinde.
Nu tykkes mig saa udi min Hu,
hun vil mig svige, den Lilje;
den rige Krist, der alt formaa,
da give, hun fremme sin Vilje;
det siger jeg paa min visselig Tro,
hun er den væneste, paa Jorden maa gaa,
Krist unde hende sine Lige,
jeg arme Mand, saa lidet jeg kan,
at jeg den Lilje saa lidet af vandt,
hun vil mig svige, den Lilje.
Heja Heja, hvi monne hun nu saa fige.
Nu vil jeg vende min Hu igen,
men vi ej sammen maa blive,
skrive inden mit Hjerte den Liljegren,
saa længe som jeg maa leve;
hun skal der aldrig slettes af,
vare jeg end ved den hellige Grav,
og hun ved Verdens Ende;
hendes Vilje at gøre er jeg til Rede,
krybe paa mine bare Knæ over Mark og Hede,
om hun mig Buden sendte.
Heja Heja, siden første Sinde jeg hende kendte.