Fra disse Læber, Elskov selv har dannet,
Undslap et Ord, et rædsomt Ord: „Jeg hader”,
Og i mit Længselssuk medeet sig blanded
En Gru, der maled sig i Blik og Lader.
Knap saae hun det, før dette fromme Hjerte,
Som altid pleied mildt og skaansomt dømme,
Blev rørt af Medynk med min dybe Smerte
Og fik den søde Tunge lagt i Tømme.
„Jeg hader” — blev hun ved, men som i Dalen
Den klare Dag i Nattens Fodspor folger.
Mens Lysets Fjende sig i Mulmet dølger.
Saadan forandrede medeet hun Talen:
„Jeg hader” — her lum standsede med Latter —
„Ei Dig” — hun føied til — jeg aanded atter!
Shakspeare.