Mit Liv er Rosen, der i Vaar
Sprang ud i Morgenrøden,
Men for den Aftnens Skygger naaer,
Henvisner alt i Døden.
Dog, paa det lave Blomsterbed
Sig sænker Natteduggen ned:
Dens Taarer Rosens Lig vil væde —
Ak! kun for mig vil Ingen græde!
Mit Liv er som et Løv i Høst,
Der blegt i Maanens Straale skjælver
Dets Kraft er brudt, om stakket Frist
En evig Nat sig om det hvælver.
Dog, Modertræet vil sit Løv
Med Smerte visne see til Støv,
Med Suk hver Vind dets Grene vugge —
For mig vil intet Hjerte sukke!
Mit Liv er som de Trin, der staaer
I Sandet hist paa Tampas Sletter:
Naar Bølgeslaget Stranden naaer,
Hvert Spor af Foden det udsletter.
Dog, ret som om det sørged ved
At krænke menneskeligt Fjed,
Sig Havet vaander alle Dage —
For mig vil ingen Sjæl sig klage!
R. H. Wilde.