Paa Markedspladsen i Lænker han stod,
Bredskuldret og kæmpestor;
Da Mængden, som flokked sig, hørte hans Navn,
En Gysen gjennem den foer.
Hans Mine var mørk, hans Holdning var rank,
Mod Jorden slog Øiet han ned —
Som foran en bunden Løve hvert Blik
I Taushed over ham gled.
Han kæmpede tappert, hvad nytted det ham —
Nu Lænken tynged hans Fod;
Men Stoltheden blev i hans Fald ei knust,
Paa Panden ham skreven den stod.
De Skrammer, han bar paa sit brede Bryst,
Forkyndte jo høit hans Idræt;
I sin Stamme var han af fyrsteligt Blod,
Til Slave han passed kun slet.
Til Seierherren han talte nu: „Viid,
Min Broder er mægtig Drot,
See! denne Armring tilhører Dig —
Befri mig for Lænken blot!
Og send saa atter tilbage mig
Med Fred til min Broders Land,
Af Elfenbeen jeg Dig skjenker en Skat,
Og Guldstøv som Ørkenens Sand.”
„„Ei for dit Elfenbeen, ei for dit Gnid
Jeg løser din Lænkes Baand;
Aldrig mere det skarpe Spyd
Skal svinge din blodige Haand.
En Priis, dine Landsmænd før ei gav,
Skal være din Løsesum:
En Christens Slave Du vorde skal
Hiinsides Havets Skum.””
Da græd den krigerske Høvding og bad
Dem kappe hans Lokkers Flod —
De tunge Fletninger een for een
Nu faldt for hans Seirherres Fod.
Men i det sorte, krusede Haar,
Hvis Snoninger rundt sig vandt,
Saamangen Guldklump siirlig var skjult
Og skinnede deriblandt.
„Mæt nu dit graadige Blik med Guld,
For den haardeste Nød gjemt hen!
Tag det, da Du kjender til Skaansel ei,
Men giv mig min Frihed igjen!
Tag det! — min Hustru bag Kokusløv
Græder den lange Dag,
Og Børnene spørge kun efter mig,
Glemt er deres lystige Lag.”
„„Dit Guld jeg tager, men Lænken der,
Den er baade stærk og trang,
Og jeg er bange, din kjælne Viv
Vil Tiden falde lidt lang.”” —
Da sank han sammen i samme Stund,
Den Kæmpe saa djærv og kjæk,
Da vexlede Blikkets stolte Sprog
Medeet med en dødelig Skræk.
Hans Hjerte var knust, hans Hjerne var Ild,
Ei lod den ham Rist eller Ro,
Han kæmpede vildt med det raslende Jern.
Snart græd han og snart han loe.
Ei bar han dog længe de tunge Baand —
En Dag, da Mørket faldt paa,
Da drog man frem ham i Ørkenens Sand —
Ved Hyænens Hule han laae.
W. C. Bryant.