O, Skovmand! spar det gamle Træ,
Rør ei den mindste Green!
Det gav mig i min Ungdom Læ,
Jeg vil det frie for Meen.
Min Bedstefader planted det
Tætved sin Hyttes Dør —
Lad det nu staae paa samme Plet,
Med Øxen ei det rør!
Den kjære gamle Eeg, hvis Ry
I fire Slægters Led
Sig bredte over Land og By,
Den vil Du hugge ned?
Hold inde, Skovmand! spar det Baand,
Som holder end den op!
Rør ei den med vanhellig Haand —
Mod Himlen naaer dens Top!
Fra jeg var Barn, jeg husker nok,
Dens Skygge var mig kjær,
Og mine Søstres glade Flok
Tidt leged med mig der.
Der kyssed mig min Moder sidst.
Min Haand i hendes laae —
Barnagtig er min Taare vist,
Men lad blot Træet staae!
Mit Hjerte knyttet er til Dig,
Som Barken, gamle Ven!
Sangfuglen i din Krone sig
Skal gynge snart igjen.
Trods, gamle Træ, kun Stormens Larm!
Gaa, Skovmand, Du din Vei!
Mens jeg har Kræfter i min Arm,
Du rører Træet ei!
George P. Morris.