Ei Røg og Duft jeg offrer Dig,
Min tidlig tabte Ven!
Sligt smykker Gravens Tomhed ei,
Men ikkun spotter den.
Her Røgelse og Blomsterkrands
Har ingen Ynde meer,
De tabe Vellugt, Kraft og Glands
Ved dette kolde Leer.
Men hvis, som Persiens Sønner troer.
Din Aand engang igjen
Opsøger Urnens Blomsterflor,
At suge Duft af den:
Da er det nok, at hun, hvem Du
Har engang elsket her,
Trøstløs og ene sidder nu
Og fælder Taarer der.
Pinkney.