Ifald jeg brugte Venskabs Sprog,
For kold jeg syntes vist Dig,
Og naar paa Elskovs Streng jeg slog,
Jeg var igjen for dristig:
Jeg svæver mellem dobbelt Ild.
Du har jo dømt mig til det,
Din Ven, naar ham Du trænger til.
Din Elsker, hvis Du vil det.
Hvor vil Du hen? Hvad skal jeg troe?
Faure, vælg iblandt de To!
Lad Amors Vinger nok saa klart
Kun skinne, mens han beiler,
Du staaer dog Fare for, at snart
En anden Kaas han seiler;
Men Venskab har ei Hang til Flugt,
Er ei af Fuglearten,
Hun holder sig til Hjemmet smukt,
Naar Amor er paa Farten.
Hvor vil Du hen? Hvad skal jeg troe?
Kjære, vælg iblandt de To!
Men er Du ingen af dem god,
Det skal mig dog ei skrække:
O! hvad om vi den Konst forstod
At blande saligt Begge:
Tænk Dig en Flamme, mere sød,
End begge To tilsammen,
Et Venskab, varmt, som Elskovs Glød,
En varig Elskovs Gammen.
Saadan, javist! samle vi fro,
Elskede, til Eet de To!
Thomas Moore.