Christian Preetzmann (1822–93)

Sandt nok, Montgomery! Støvets Flugt

        Naaer sjelden over Lethes Bølger —

Dog, Sommes Liv skal bære Frugt,

        Naar Gravens Mulm forlængst dem dølger.

Hvo kjender Heltens Fødestavn:

        Han vide foer, som Havets Maager —

Men, Stjernen lig, hans Krigernavn

        Skal lyse gjennem Tidens Taager.

Hans Sorg og Lyst, hans Vee og Vel

        En Plads kan hænde Saga nægter —

Men over Dødens Grændseskjel

        Hans Ros skal naae ufødte Slægter.

Statsmand og Digter dele maae

        Engang den Grav„ som venter Alle —

Men deres Hæder skal bestaae,

        Den stige vil, mens Throner falde.

Saa deiligt Blik har ingen Mø,

        Det skal i Mulm jo engang slukkes:

De Bedste, Skjønneste maae døe,

        Og Jorden over dem skal lukkes.

Dog stundom brustne Blik igjen

        Opstaaer i Glands som Morgenrøden

Petrarcas Laura lever end —

        I Graven overvandt hun Døden.

Ustandset ruller Aar for Aar,

        Ei trættes Tidens travle Vinger —

Men Ærens Træ en evig Vaar

        Uvisnelige Blomster bringer.

Alt stunder imod Gravens Ro,

        Hvad Døgnet bær paa sine Skuldre:

Der Ven og Fjende sammen boe,

        Der Ung og Gammel engang smuldr.

Det stolte Marmor staaer sin Tid,

        Og dog tilsidst i Støv det falder;

Har Tidens Tand fuldbragt sin Id,

        Det veires hen som hule Skaller.

Lad Stenen synke i sin Grav,

        Den kan for Glemsels Nat ei fjæle —

Men den, hvis Daad har evigt Krav,

        I evigt Ry faaer Eftermæle.

O! siig da ei, at Støvets Flugt

        Ei naaer udover Lethes Bølger —

Der gives dem, hvis Gjernings Frugt

        Skal sprænge Graven, som dem dølger!