Uskyldige Glut med den Blomst saa hvid,
I To høre sammen i Barndommens Tid;
Hvor herligt, naar altid sig saa kunde mødt
Det Rene med Reent og det Søde med Sødt!
Som dens Blad, der sig bøier for flagrende Vind,
Saa hvid er hver Fold i dit barnlige Sind;
De syndige Lyster, den nagende Vee
Aldrig har plantet sit Spor i dets Snee.
Usminkede Sjæl! skjøndt Du stirrer endnu
Paa den hvide Blomst med opmærksom Hu,
Dit flygtige Blik vil den fængsle kun kort,
Smuk som den er, vil Du kaste den bort.
Kaste den fra Dig om stakket Tid,
Kaste til Jorden den Blomst saa hvid:
Ak! Barndomsaarene rinde ihast —
Dit hvide, uskyldige Hjerte hold fast!
W. C. Bryant.