Huuslig Lykke
(Af „Aarstiderne”.)
(Af „Aarstiderne”.)
O! lykkelige de, hvem milde Stjerner
Forenede og i en fælleds Skjæbne
Forbandt i Sorg og Lyst med Hu og Hjerte!
Det er ei Lovens grove Baand, der ofte
Er Sindet fremmed og imod Naturen,
Men Sjælens Samklang selv, som dem forbinder,
Og smelter alle Følelser i Elskov,
Hvor Agtelses og Venskabs milde Varme
Af Hjertets uudsigelige Længsel
Hos ligestemte Sjæle drager Næring,
Hvor Tanken idelig med Tanken modes,
Med Villie Villien, i Samdrægtighed
Og ubegrændset Tillid.
Hvad er Verden,
Med al dens Virvar, Pomp og Pragt for dem.
Som i hinanden favne Alt, hvad skjønnest
Sig Phantasien skaber, Hjertet attraaer,
Mens stærkere end Skjønhed Øiet fængsler
Det Sjæledyb, der i et Blik afspeiler
Tro, Aandens Adel og en fælleds Flamme.
En gavmild Himmels rige Naadegaver!
Og smilende opvoxer rundtomkring dem
Et Afkom, der forener Begges Væsen.
Gradviis udfolder sig den spæde Blomst,
Og hver Dag kalder frem et nyfødt Træk
Af Faders Mandighed og Moders Ynde.
Thi hastig voxer Barnets Aand og fordrer
En stadig Omsorg, rakt af ømme Hænder.
Et herligt Hverv, den spæde Tanke frede,
At klække op Ideens unge Skud,
Den friske Lærdom gyde over Sindet,
Indblæse Livets Aande, og i Brystet,
Det glødende, befæste kraftigt Forsæt!
Giv Eders Glæde Ord, I, hvem en Taare
Tidt overrasker, mens I skue rundt.
Og Intet øine uden Tegn paa Lykke,
Mens Skabningens Mangfoldighed I favne:
Et rigeligt Udkomme, landlig Fred,
Uskyldig Tidsfordriv blandt kjære Venner,
Et Liv, der, deelt imellem Ro og Virken,
Det Gode fremmer, Himlen til Behag.
Saadan uskyldig Elskovs Timer rinde
I navnløs Fryd. Mens Aarets Tider rulle
Henover Verdens Larm foruden Ophør,
De nyde Lykken; sympathetisk Vaaren
Sin Rosenkrands om deres Tinding snoer,
Indtil sig Aftnen nærmer, stille, mild,
Og efter Livets lange Vaardag, mere
Forelskede, jo mere Mindet svulmer
Af mangen Prøve paa standhaftig Elskov,
De synke sammen hen i fælleds Blund,
Og deres fromme Sjæle didhen flye,
Hvor Kjærlighed og Lykke evig hersker.
Thomson.