De første Templer til Gud Herrens Ære
Var Lundene. Før Manden endnu lærte
At hugge Tømmer, danne Bjælkelaget
Og brede Tag derover — for han opfandt
At bygge høie Hvælvinger, hvis Buer
Lovsangens Toner lydt tilbagekaste: —
Han knælede med Tak og ydmyg Bøn
I Skovens kølige og tause Dæmring
For Almagts Throne. Barnlig end af Hjerte,
Ei kunde han modstaae en hellig Drift,
Som fra den stille Skumrings tause Skygger,
Fra Stammerne, der, graae af Ælde, strakte
De mosbevoxte Grene høit mod Himlen,
Og fra det Pust af en usynlig Aande,
Der pludselig bevæged deres Toppe,
Sig stjal paa ham og bøied dybt hans Sjæl
I Tanken om en Magt foruden Grændser,
En Høihed, ingen Dødelig kan naae. —
Skal vi da nu, i Verdens modne Aar,
Forsømme reent Guds gamle Helligdomme?
Kun bøie Knæ med Mængden under Piller,
Vor svage Haand har reist ? — Lad idetmindste
I Skyggen her af denne gamle Skov
Mig offre ham en Hymne — trefold glad,
Ifald den finder Naade for hans Øre.
O, Fader! Du har sat de stolte Søiler,
Du væved dette grønne Loft. Du skued
Ned paa den nøgne Jord, og strax sig reiste
De skjønne Træers Rækker. I dit Solskin
De satte Knop og viftede med Løvet
Og strakte Grenene mod Himlen. Ravnen,
Den Hundredaarige, blev født i Toppen,
Den ældedes og døde her iblandt dem;
Men selv de staae endnu i dunkel Høihed,
Et herligt Altar, hvor din ringe Tjener
Kan mødes med sin Skaber. Disse Buer,
Den dunkeltsnoede Hvælving ei fortæller
Om menneskelig Kløgt. Med konstigt Snitværk
Den praleriske Slægt har ei forsøgt
Dit skjønne Værk at ændre. Men Du er her,
Du fylder Eensomheden ud. Du boer
I Vindens milde Susen, naar den svæver
Henover Toppene af disse Træer,
Som sød Musik. Du er i Køligheden,
Som fra den dunkle Tykning hist os møder,
Skjøndt knap vi mærke den. De runkne Stammer,
Den friske Skovbund, Alting har i Dig
Sit Udspring. Alt er her en evig Lovsang.
Naturen, i den dybe Ro, Du elsker,
Sig glæder ved din Nærhed. Rundtomkring
Fra Green til Green en eensom Fugl sig svinger
I lydløs Flugt; den klare Kilde hist,
Som stille vælder frem blandt sine Urter,
Og som i Skovens Løndom skjult besøger
De kraftigsnoede Rødder, ei fortæller,
Hvad Godt den gjør. Du har ei ladet Dig
Foruden Vidnesbyrd i disse Skygger
Om dine Egenskaber. Storhed, Kraft
Og Ynde taler høit din Friis. Hiin Eeg —
Saa mægtig, ubevægelig, at fast
Jeg ved dens Side synes selv et Intet —-
Den stolteste af alle Verdens Fyrster
Bar ei sit Diadem saa høit som den
Løvkronen grøn, hvormed din Haand den smykked.
Opammet ved dens Fod staaer Skjønhed, aldrig
Saa deilig blomstred den i klarest Sollys.
Den fine Skovblomst her, som aander Duft,
Og har et Blik saa ligt et Smiil, den synes,
Saa sandt af formløst Muld den er oprunden,
En Straalebrydning af et indre Liv,
Tegn paa den Kjærlighed, som Alt opholder,
Som Sjælen er i denne vide Verden.
Mit Hjerte skjælver i mit Bryst, hvergang
Jeg tænker paa Miraklet, som gaaer for sig
I Taushed trindtomkring — hvordan det Værk,
Din Skaberkraft fuldendte, sig fornyer
Bestandig. Ja, din egen Evighed
Jeg læser paa hvert Blad af dine Værker.
See! Alting ældes hen og døer — men see igjen!
Hvordan i Skrøbeligheds matte Spor
Sig Ungdom trænger frem, den glade Ungdom,
I alle Skjenheds Former. Disse Træer —
Hvor vifte stolt de, skjøndt en knækket Stamme
Hensmuldrer under dem! O, ikke een
Af Jordens Ynder tabtes; hendes Barm,
Hvorover Sekler fløi i talløs Skare,
Har end den første Ungdoms hele Friskhed,
Og vil beholde den. Thi Livet spotter
Sin Erkefjende, Dødens tomme Had —
Ja! sætter selv sig paa Tyrannens Throne,
Paa Graven, hvor den blege Fjendes Seire
Maae tjene det til Næring. Livets Kilde
Er jo dit eget Bryst — den tømmes aldrig.
Der have været Mænd, som skjulte sig
Dybt i en vildsom Skov og hengav Livet
I Bøn og Bod; den Slægt, de fødtes med,
Forsvandt, og selv, bedækt med Tidens Skimmel,
De ligned Træer og Klipper, som dem omgav;
der har været dem, hvem sligt et Liv
Kun syntes spildt ; men lad mig tidt mig trække
Til dette Eensomhedens Hjem tilbage,
For her i din Nærværelse at styrke
Min svage Kraft. De stærke Lidenskaber,
Dens Fjender, for din høie Ro maae skjælve
Og underkaste sig. O, Gud! naar Du
Med Uveir skræmmer Verden og med Lynild
Antænder Himlene, naar i et Nu
Du fylder ud med Firmamentets Vande
Den mørke Hvirvelvind, som rykker Skove
Med Roden op og drukner Byerne;
Naar paa dit Vink sig Oceanet reiser,
Bedækker Landet trindt og skyller bort
Dets Stæder — Hvo forglemmer ei ved Synet
Af disse Rædselsvidner om din Almagt
Sin Stolthed, sine Daarskaber og Sorger? —
O, Herre! for at see Dig i din Vrede,
Skaan mig og Mine! Lad os aldrig trænge
Til Synet af de løste Elementer
I deres vilde Rasen, for at lære,
Hvo der behersker dem! Skjænk os den Lod,
I disse stille Skygger at betragte
Din milde Storhed og vort Liv at forme
I Samklang med din Skabnings skjønne Love!
W. C. Bryant.