Har Sorg paa din Ungdom kastet
Sin dæmrende Sky iløn,
Er Ungdomstiden borthastet,
Som, selv i Sorgen, var skjøn;
Har Tiden lagt paa din Glæde
Med isnende Kulde sig: —
Kom, Ulykkens Barn! jeg vil græde
Taare for Taare med Dig.
Har Elskovs Drøm, som bedaarer,
Skuffet dit Hjertes Tro.
Lig Minen, hvis gyldne Aarer
I Overfladen sig snoe? —
Naar kjækt man vil Dybet tømme.
Lokket af Straalernes Krands,
Falsk, som den Sovendes Drømme,
Svinder Metallets Glands.
Gik det, som i Fablen om Lunden
Med den fortryllede Fugl,
Med Talismanen i Munden —
Var Haabet for Dig slig Fugl?
Fløi den med sit Perlesmykke
Og lokked fra Qvist til Qvist,
Men flagrede bort med din Lykke,
Just naar den vinked Dig mest?
Er saadan dit Eden flygtet,
Som Sorgerne selv gav Glands,
Har saadan det Haab Dig svigtet.
Der fulgte Dig som til Dands;
Har saadan selv Mindets Glæde
Til Kulde forvandlet sig: —
Kom, Ulykkens Barn! jeg vil græde
Taare for Taare med Dig.
Thomas Moore.