Det mørkned. — Til Hvile gav Hornet Signal,
Og Stjerner holdt Vagt paa en Himmel saa rød;
Men Tusinder dækked den blodige Val,
Den Trætte indslumret, den Saarede død.
Mens jeg hvilede der paa mit Leie af Straa,
Ved et Baal, som var antændt til Ulvenes Skræk,
I Midnattens Time jeg drømte jeg saae
Et Syn, der sig viste tre Gange i Træk.
Det bares mig for, at fra Valpladsens Støi
Til et Sted jeg blev hensat, saa afsides, vildt;
Det var Høst, og jeg syntes, med Solstraalen fløi
Jeg ad Veien til Hjemmet, der hilste mig mildt.
Med Jubel jeg gjensaae hver Plet saa bekjendt,
Hvor med Ungdom i Hjertet jeg sværmed engang;
Mine Geder jeg hørte paa Fjeldstiens Skrænt,
Og jeg kjendte den Vise, Høstfolkene sang.
Og vi klinket! — da svoer jeg høitidelig paa,
Aldrig meer at forlade mit Hjem i mit Liv;
Med tusinde Kys mig modtog mine Smaae,
Og med Hulken sig hang mig om Halsen min Viv.
„Hvil Dig ud!” — de mig bad — „Du er træt, her er Ly” —
Ak! gjerne var blevet den krigsmætte Svend;
Men Sorgen med Daggry sig meldte paany,
Og den lokkende Røst i min Drøm smelted hen.
Thomas Campbell.