John Anderson, Du Kjære!
Da vi blev først bekjendt,
Din Lok var sort som Ravnen,
Din Kind af Solen brændt.
Nu er din Pande bar, John!
Om Issen Sneen staaer,
Men Himlen være, gamle John!
Med dine hvide Haar!
John Anderson! ad Høien
Vi klavred op til Randen,
Og mangen lystig Dag, John!
Vi havde med hinanden.
Nu maae vi stolpre hjem, John!
Men vi vil følges ned,
Og sove sammen ved dens Fod.
John Anderson! i Fred.
Robert Burns.