Vi skiltes i Taushed, men sørgede saare;
Ei Haabet blev nævnet — ak! nu en Ruin;
Hun sænked sit Blik, og en eneste Taare
Faldt paa hendes Haand, da den skjælved i min.
Vi følte, det Svundne for evig var mistet,
Vi følte, af Haab bar ei Fremtiden Spor;
Hun gyste, da ud af min Favn hun sig vristed,
Om Gjensynet ikke jeg voved et Ord.
Aar ere henrundne, men Tiden ei trættes:
End smiler hvert Foraar som dengang saa glad;
Aar ere henrundne, men aldrig forgjettes
Paa Jorden den Time, der skilte os ad.
Hver qviddrende Fugl under blaanende Himmel
Vil tolke for hende mit Kjærlighedshaab,
Og Duggen, der bæver paa Blomsternes Vrimmel,
Mig minde om Taaren, som gav det sin Daab.
Ch. F. Hoffman.