Den skjæbnesvangre Stund er nær,
Som skiller grumt os ad:
Jeg hører Trommens dumpe Lyd,
Jeg seer Skafottets Lad.
Trompeten kalder paa dit Navn —
Jeg gyser — Klokken lød —
Ak! skal min Jørgen vies nu
Til Skjændsels bittre Død?
Af Medynk er der intet Spor,
Og Taarer ingen af —
Din Baare er en Fyrrefjæl,
Skafottets Fod din Grav.
Ak, Jørgen! ei vi drømte om
At skilles ad saa brat,
Dengang Du svoer mig evig Tro
Ved Bagsværd Sø hiin Nat.
Saa glindsende var da din Lok,
Saa smuk din Jægerdragt,
Og siirligt var den grønne Snor
Om dine Skuldre lagt.
Ak! mindst jeg tænkte paa at see
I Lænker denne Fod,
At høre Bøddeløxens Fald
Og see Dig i dit Blod.
I Grumme! som forfølge saa
En skyldfri Skabnings Fjed,
Min Jørgen var saa god, han vist
Har ei gjort Jer Fortræd!
Et langt Farvel! — ak, hvorhen skal
Din stakkels Enke tye,
Naar Hver betragter med Foragt
Min Nød og vil mig skye?
Ja, spotte vil min Taare man,
Had bliver Drengens Løn:
Ak! seer man ei i Barnets Træk,
At han er Jørgens Søn?
Til Galgebakken vil jeg gaae,
Min Smerte bliver kort:
Imens Du smuldrer der til Støv,
Sukker jeg Hjertet bort.
Thomas Campbell.