Det Afskedskys, mig gav din Mund,
Skal gjemme tro din Ven,
Indtil Du i en salig Stund
Det henter selv igjen.
Du seer paa mig, med Kinden vaad
Af friske Taarers Bad —
O! kunde jeg ved bitter Graad
Dig kjøbe frisk og glad!
Ei beder jeg Dig om en Trøst,
Et Pant paa Sorgens Vei —
Hvad er et Minde for et Bryst,
Som drømmer kun om Dig?
Vent heller ei, min svage Pen
Skal male Dig med Ord
Den Længsel, som din fjerne Ven
Sit Hjerte kun betroer.
Og er end fuldt af Sjælevee
Ved Dag og Nat mit Sind,
Skal Ingen dog min Smerte see
I Taarer paa min Kind.
Byron.