Da jeg sværmed i Høilandets Egne paa Heden
Og klavred til Toppen paa Bjerge af Snee,
At stirre paa Fossen, der buldred forneden,
Hvad eller et Uveir fra Pynten at see,
Saa vild, som den Egn, hvor min Barndom henilte,
Saa blottet for Kundskab, som fremmed for Gru:
Een Følelse, Mary! i Hjertet kun hvilte —
Behøver jeg sige, dens Midtpunkt var Du?
Vel vidste jeg Navnet ei selv for min Flamme,
Til Elskov var endnu for ungt vel mit Bryst,
Dog endnu jeg føler i Hjertet det samme,
Som dengang jeg leged paa fjeldtakte Kyst.
Eet Billed alene med Ømhed jeg favned,
Skjøndt bleg var minVerden, meer ønsked jeg ei,
Jeg Intet begjærte, thi Intet jeg savned,
Og reen var min Sjæl, thi den hængte ved Dig.
Jeg vaagned med Solen; min Hund var mit Følge,
Naar lystig fra Klippe til Klippe jeg sprang;
Jeg trodsede Bjergstrømmens brusende Bølge
Og lytted til Eccho af Hyrdernes Sang.
Og naar bag en Lyngbusk jeg stunded til Hvile,
Een Drøm til mit Leie kun, Mary! fandt Vei,
Og varmt mine Bønner jeg opad lod ile —
Den første var altid jo helliget Dig.
Mit Hjem jeg forlod, mine Drømme mon briste,
Og Bjergene svandt, og min Ungdom forgik,
Jeg eensom hen visner, af Slægten den Sidste,
Erindring kun lædsker mig end med sin Drik.
Skjøndt Lykken mig hæved, vel maatte jeg sukke,
Ak! Barndommens Minder forgjetted jeg ei;
Selv om Haabet mig skuffed, ei lod det sig slukke,
Blev end Hjertet til Iis, det dog banker for Dig.
Seer mod Himlen jeg Kammen af blaanende Høie,
Jeg tænker paa Fjeldenes skykronte Krands;
Taler Kjærlighed ud af et lyseblaat Øie,
Jeg mindes det Blik, der min Barndom gav Glands.
Og faaer en lystbølgende Lok jeg at skue,
Skjøndt Marys i Skjønhed den nærmer sig ei,
Jeg tænker paa dem med den guldgule Lue,
Som var indviet Skjønheden selv — og paa Dig.
Dog — den Dag kan komme, da Klippernes Tinder
Paany jeg vil øine, med Kapper af Snee;
Naar af Graven da stige de henfarne Minder,
Vil atter min Mary jeg der faae at see?
Ak, nei! —- Saa farvel da, I smilende H øie!
Farvel da, Du Bjergstrøm, som bruser din Vei!
Ingen Arne jeg har, naar mig Træthed vil bøie —
Ak, Mary! hvad Hjem kunde havt jeg med Dig!
Byron.