Sig Natten nærmer Skridt for Skridt,
Og see! det klare Ny
Saa taust og tyst, saa sagtelig
Nedglider bag en Sky.
For Jord og Himmel lyse nu
Kun kolde Stjerners Hær,
Og første Nattevagt har Mars
Alt med det røde Skjær.
Er Stjernen det for Elskovs Suk?
O nei! det er en Helt,
Han straaler i sin Rustning blank
Fra Himlens mørkblaa Telt.
Og Alvorstanker i min Sjæl
Staae frem den Nat saa kold,
Mens paa det fjerne Firmament
Jeg seer hans røde Skjold.
O, Kraftens Stjerne! ad min Nød
Du smiler hist fra Sky;
Du vinker med en staalklædt Haand,
Og jeg er stærk paany.
Mit Bryst det er som Natten koldt,
Kun Stjerner lyse der,
Jeg første Nattevagt gi’er Mars
Alt med det røde Skjær.
Den ubetvungne Villieskraft
Er Stjernen i mit Bryst,
Saa tyst og rolig staaer den op,
Saa klar og selvbevidst.
Og Du, som læser denne Sang,
Hvad Livet end har bragt,
Om Du begrov dit sidste Haab,
Vær stærk og uforsagt!
Frygt Intet her paa denne Jord,
Da lærer Du ihast,
Hvad det er for en herlig Ting,
I Modgang at staae fast.
H. W. Longfellow.